Af Kirsten Moth

Tun-tastisk i Øresund:10 store plask og to springende tun

– Den atlantiske tun er en af de mægtigste og hurtigste fisk i verden. Man kan kun blive imponeret, når man ser dem, siger Jens Peder Jeppesen, akvariechef på Øresundsakvariet i Helsingør.

HELSINGØR: En havfuglesafari på Øresund udviklede sig i søndags helt anderledes end forventet. Udover de mange flokke af suler, sildemåger og andre havfugle ville en stor tunstime også have sin andel af de store mængder af makrel og sild som Sundet i denne periode byder på og sprang og viste sig flere gange foran et begejstret publikum.

Et inferno af plaskende tun

Øresundsakvariet har i nogle år afholdt offentlige havfuglesafarier i oktober og i søndags afholdtes de første af slagsen og med et fantastisk vejr som baggrund.

Oppe nordpå i Øresund mellem Hornbæk og Kullen opdagede Øresundsfolkene flokke af især suler og sildemåger som flokkedes om et særligt område på størrelse med et par fodboldbaner.

Pludselig mens fuglekiggerne ombord den store RIB betragtede sulernes dykken efter store blanke sild og makrel, brød overfladen 100 meter fra båden i et inferno af skumsprøjt og faktisk tæt på en sejlbåd der var ved at krydse Øresund. En mægtig tun jagtede byttefisk rundt i overfladen og urolig vandoverflade indikerede at flere jagede lige under overfladen. Den næste halve time sås 10 store plask samt to springende tunfisk hvoraf den ene var henved 300-400 kg.

En af de mægtigste

– Den atlantiske tun er en af de mægtigste og hurtigste fisk i verden og når man ser den boltre sig i overfladen i Øresunds vande, kan man ikke undgå at blive imponeret af dens størrelse og kraftfuldhed.

– Den ene tun på henimod de 400 kg. sprang 1 meter over vandet og faldt ned på ryggen i et mægtigt plask. Hvis man forestiller sig en stor kummefryser, der er fyldt med kød og som bliver smidt ned på vandoverfladen er det et meget godt billede på hvad der sker når den store fisk vælger at hoppe ud af vandet og lander igen efter jagt på makrel og sild, fortæller Jens Peder Jeppesen, akvariechef på Øresundsakvariet.

– Vi har siden 2010, hvor vi faktisk så den første tun springe foran Hornbæk Plantage efter mange års fravær, har vi hvert år registreret vores egne og andres mulige observationer af fouragerende tun i Øresund og særligt de sidste tre år har vi registreret et stigende antal observationer og hvor antal registreringer i år 2019 har nået nye højder. Aldrig før siden 1940 og 50 `erne er der registreret så mange tun i Øresund.

En mangfoldighed af liv

Det var ikke kun tun som der blev set mange af på denne havfuglesafari. Omkring båden flokkedes i perioder i hundredevis af marsvin, som nysgerigt fulgte med i, hvad menneskerne på båden lavede. Det hele sat flot sammen på himlen af hundredevis af havfugle – sølvmåger, sildemåger, suler, storkjove med mere.

– Øresund er et fantastisk og yderst produktivt havområde med en mangfoldighed af liv som overgår mange andre spændende havområder på den nordlige havkugle. Forbuddet mod bundtrawl fra 1932 og som har givet havbunden fred og en overdådighed af uspolerede levesteder med fantastiske fødemuligheder, de lagdelte strømforhold som blandt andet giver unikke tilførsler af plankton og den korte afstand mellem dybt og lavt vand har givet havområdet de bedste betingelser for at fordre et fantastisk mangfoldigt dyreliv, fortæller Jens Peder Jeppesen og fortsætter.

Sidste mulighed

Årets sidste marsvinsafariture finder sted mandag den 14. oktober, onsdag den 16. og fredag den 18. oktober – alle dage fra kl. 10-12 og fra kl. 13-15.

Tilmelding på akvariets hjemmeside.

Artiklen sidst ændret: 14. oktober 2019 12:51

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du lægge øre til et nyt kunstværk foran sundhedshuset?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu