Op mod 800 gæster besøger dagligt udstillingen om Troels Kløvedal på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Det er omtrent en fordobling af det gennemsnitlige daglige besøgstal. Foto: Lars Johannessen

Af Kirsten Moth

Kø til Kløvedal: “Det her er helt enestående”

M/S Museet for Søfart søger flere frivillige museumsværter på grund af overvældende interesse for den nyåbnede Kløvedal-udstilling.

UDSTILLING: Han har fulgt sine drømme og minder os med sin eventyrlyst og fortælleglæde om at følge vores egne.

Nordkaper-skipper og eventyrer Troels Kløvedal er populær, også efter sin død for knap et år siden. Det bliver til fulde bevist i disse dage på M/S Museet for Søfart i Helsingør, hvor køerne af gæster, der vil ind og opleve Kløvedal-udstillingen “Frihedens værksted – Kløvedal og livet med Nordkaperen” er længere end til nogen anden udstilling her.

– Det her er enestående. Vi har 700-800 gæster om dagen. Det svarer stort set til en fordobling af det normale gennemsnitlige besøgstal. Gæsterne står i kø, fra vi åbner. Og det er ikke kun, fordi det er efterårsferie. Sådan var det også ugen før ferien, fra udstillingens allerførste udstillingsdag.

– Udstillingen er fyldt hele dagen igennem, og vi mærker, at gæsterne har en kæmpe nysgerrighed overfor Kløvedal som menneske, overfor selve udstillingen og for museet, siger Marie Ørstedsholm, formidlingschef på M/S Museet for Søfart.

Serviceminded

Tilstrømningen er så overvældende, så museumsfolkene nu er ude at søge flere frivillige museumsværter. Frivillige, der kan guide og hjælpe til rette og svare på spørgsmål på udstillingen. Man behøver ikke at have kendskab til søfart.

– Det vigtigste er, at man er social, udadvendt, serviceminded og opmærksom. Og er god til at have et øje på hver finger. Selvfølgelig skal man være glad for at have med mennesker at gøre. Til gengæld er der garanti for, at man får en oplevelse i et hus, hvor der altid sker noget, siger Marie Ørstedholm.

Mellem otte og 10 ekstra museumsværter har museet brug for på grund af publikums-succesen med Kløvedal.

Museet har i forvejen 32 frivillige, der har mellem to og fire vagter om måneden.

– Vores frivillige udgør ikke en funktion, der erstatter de lønnede medarbejdere. Det er en ekstra funktion, der spiller en stor rolle for, hvordan de besøgende oplever museet, siger Marie Ørstedholm.

Er du interesseeret i at blive frivillig museumsvært, så skriv en mail til mo@mfs.dk

Udstillingen “Frihedens Værksted” har, før den kom til Helsingør, været vist på Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor den også var særdeles velbesøgt. Udstillingen på M/S Museet for Søfart kan opleves frem til den 16. august.

Artiklen sidst ændret: 15. oktober 2019 16:31

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Ser du overvægt som et samfundsproblem?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu