Af Victor Kuhlman

Fanget på 1,70 meters dybde: ”Måtte droppe svømmetræningen for de mindste”

Et problem med et hydraulikrør betyder, at bassinet i Helsingør Svømmehal er på dybt vand.

SVØMMEHAL: De sidste tre uger har Helsingør Svømmehals hæve- og sænkebund været i udu.

Det betyder, at man ikke kan ændre på bassinets dybde, som konsekvent sidder fast på 1,70 meter.

Det har skabt store udfordringer for de mere end 2000 børn, som hver uge får undervisning i svømmehallen, fortæller Trine Gudnitz, der er afdelingsleder i Helsingør Svømmehal.

– Det påvirker både vores skolesvømning og almindelig svømmeundervisning, fordi vi ikke har mulighed for at regulere dybden, som vi plejer. Vi har flere hold med nybegyndere, der ikke er mere end fire år gamle, som ikke kan svømme. Der er ikke mange fireårige som kan bunde på 1,70 meters dybde, så i den første uge måtte vi aflyse holdene, forklarer Trine Gudnitz.

Kan ikke selv bunde

I de efterfølgende uger har man været nødsaget til at hive en voksen ledsager med i vandet til børnene, hvilket afdelingslederen ikke ser som holdbart i længden.

Hun fortæller, at det er fint for de børn, som har muligheden for at have far eller mor ned i vandet for nu, men at det desværre ikke er en mulighed for alle.

– Personligt kan jeg ikke bunde på 1,70 meters dybde, og sådan er der flere, der har det. På det sidste har vi haft mellem to til fem børn på de hold, hvor vi normalt har 15 deltagere. Det er synd for de børn, som ikke har mulighed for at gå til svømning, da de går glip af mange ugers undervisning, siger Trine Gudnitz.

Selvom forældrene indtil nu har været forstående over for problemet, er der begyndt at komme lidt mukken i krogene, fortæller afdelingslederen.

– Det er selvfølgelig utilfredsstillende for dem, som har betalt kontingent, da de ikke får, hvad de har betalt for. Det går også ud over svømmeklubben, som har lejet hallen, siger Trine Gudnitz.

Arbejdes for en løsn

Helsingør Dagblad fangede Kristian Stokholm, der er daglig leder af Helsingør Svømmehal, på telefonen, umiddelbart efter han havde ligget med hovedet i svømmehallens hydraulikrum.

Her har man nemlig fundet den lækage i et rør, som er skyld i problemet.

– Der bliver arbejder hårdt på det nu. Det burde være diagnosticeret torsdag og så skal det laves. Jeg ved ikke, hvor længe det tager, men vi arbejder så hurtigt, som det er menneskeligt muligt, forklarer Kristian Stokholm.

Grunden til lækagen skal nok findes i, at hydrauliksystemet, som styrer bassinet, er en ældre model fra dengang Svømmehallen blev indviet i 1970’erne.

– Vi arbejder løbende med forebyggende service af systemet, men når der går et rør, så går der et rør. Man kan gøre mange ting for, at det ikke sker, men det kan aldrig holde for evigt, forklarer Kristian Stokholm.

Torsdag var der flere dykkere fra beredskabet i basinnet, hvor de skulle hjælpe med at kigge på lækagen.

– Det her er ikke kun et stort problem for Svømmeklubben, men for alle som bruger svømmehallen. Selvfølgelig skal det virke. Vi har konstateret fejlen og arbejder på at få den udbedret, men jeg ved ikke, hvor længe der går, siger Kristian Stokholm.

Artiklen sidst ændret: 25. oktober 2019 11:49

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du lægge øre til et nyt kunstværk foran sundhedshuset?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu