Rosa står bag vinderkapitel til Trylleamuletten


Af Tine Zedeler

-Det største arbejde var at rette historien igennem, fortæller 12-årige Rosa Øllgaard-Hansen fra 6.X på Skorpeskolen, som i går læste op af det nye kapitel, hun har skrevet til bogen Trylleamuletten, som foregår i den historiske bygning Kongens Mølle i Hellebæk.

HELLEBÆK: Der var fyldt op i Skorpeskolens gymnastiksal, da eleverne fra 6.X torsdag stod i spidsen for et arrangement, hvor nogle af de kapitler til børnebogen Trylleamuletten eleverne selv har skrevet, blev læst op.

-Det er en rigtig spændende historie, som det har været sjovt at lave et kapitel til. Ideen kom efter Peter Uldum havde været på besøg i klassen, hvor han blandt andet fortalte at Kongens Mølle også har været brugt som fængsel, siger Rosa Øllgaard-Hansen.

Hun fortæller, at det ikke så meget har været selve skriveprocessen, der har stillet udfordringer.

-Det største arbejde var at rette historien igennem. Jeg har rettet den igennem omkring seks gange og det har nok taget en lille time hver gang.

Superflot skrevet

Også de øvrige elever i 6.X har bidraget med kapitler til Trylleamuletten. Det er sket som led i et forløb i danskundervisningen, hvor forfatter til bogen Lise Bidstrup har deltaget og stået for et workshopforløb, hvor hun har givet gode råd til sprog og stil og andre virkemidler, når man skriver skønlitteratur.

Forfatteren er imponeret over resultatet.

-Det er totalt gennemarbejdet og superflot skrevet. Jeg har læst alle kapitler, og de er alle sammen rigtig gode. Det har været supersjovt at arbejde med eleverne. Børn i den alder er gode til at bruge deres fantasi og gode til at finde på historier, siger Lise Bidstrup.

Udgivet som E-bog

Det er elevernes dansklærer Trine Ferdinand, der har fået ideen til at lade eleverne springe ud som forfattere til nye kapitler til Trylleamuletten. Foruden Lise Bidstrup har Skorpeskolen også allieret sig med Peter Uldum, som er lokalhistorisk interesseret, og har hjulpet eleverne med viden om Hellebæks historie. Hellebæk har ikke tidligere været en del af handlingen i Trylleamuletten.

-Det har været en spændende proces at give eleverne muligheden for at prøve at være forfattere og historiske researchere, fortæller Trine Ferdinand.

Skorpeskolen er den første skole i lokalområdet, hvor eleverne har bidraget med nye kapitler til Trylleamuletten. Alle 17 kapitler er udkommet som E-bog af Helsingør Kommune med tegninger af illustrator på Trylleamuletten Rasmus Jensen.

Torsdag fik eleverne overrakt en plakat med forside-illustrationen. Den skal op og hænge i klasseværelset.

Artiklen sidst ændret: 25. oktober 2019 11:49

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Hvad synes du om mediernes dækning af coronavirus?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018