Armanimanden, som nu er løsladt, er efter al sandsynlighed ikke alene om at faldbyde kopier af Armanijakker på gader og veje i Nordsjælland. Foto: Ritzau Scanpix

Af Niels Berg

Armanimanden er tilbage i sin bil

Mangel på beviser tvang torsdag politiet til at løslade en 48-årig italiensk mand, som er mistænkt for at sælge falske Armani-jakker. Men han er ikke alene om svindelen, mener efterforskerne.

HELSINGØR: Omkring klokken 16 onsdag blev en patrulje opmærksom på en hvid Mercedes, der svarede til beskrivelsen af et køretøj, som den såkaldte Armanimand ifølge en anmeldelse fra København skulle være kørende i.

Patruljen bragte derfor køretøjet til standsning på Lyngbyvejen. I bilen blev der fundet flere jakker, hvilket bestyrkede mistanken om, at det var Armanimanden, patruljen havde fat i. Bilens fører, en 47-årig italiensk mand, blev derfor anholdt og sigtet for bedrageri.

Men torsdag blev han løsladt, for det var ikke muligt for politiet at hænge ham op på mere end ét forhold.

Armani: Det er kopier

Nu er han sigtet for bedrageri, men Nordsjællands Politi oplyser at det ikke kan afvises at sigtelsen må drosles ned til en bøde for overtrædelse af mærkevareloven.

De jakker, patruljen fandt i den 48-åriges bil, var af mærket Emporio Armani, men Armani-koncernen har fastslået, at der er tale om kopier af den ægte vare.

I årevis har politiet fået anmeldelser om en mand, som spurgte om vej til lufthavnen for siden at tilbyde folk overskudsjakker fra en tøjmesse, han lige havde været på.

Der har i alle tilfælde været tale om kopivarer, som det er ulovligt at sælge videre. Det gav ham hurtigt øgenavnet Armanimanden, men først i forgårs lykkedes det altså at slå ned på ham.

Del af et netværk

Politiet vil dog hellere tale om Armanimænd.

For ifølge efterforskningsleder vicepolitiinspektør Michael Gaml fra Nordsjællands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet, så er der efter alt at dømme tale om et netværk af Armanijakke-“forhandlere”, som sendes ud på gaderne af én bagmand.

– Det er derfor ikke sikkert, at der har været tale om den samme mand i alle tilfældene, siger Michael Gaml.

Han oplyser, at den slags handelsaktiviteter er svære at komme til livs.

Gaml sammenligner Armanimændenes aktiviteter med sigøjnere, der sælger “guld” på rastepladserne og de britiske sigøjnere, også kaldet asfaltpirater, der så godt som hvert forår kører rundt i blandt andet Nordsjælland med tilbud om at lægge indkørsler og terrasser for private for få penge, uden at leve op til løfterne.

Et godt modtræk er at afvise deres tilbud og kontakte politiet.

Artiklen sidst ændret: 7. november 2019 17:55

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du lægge øre til et nyt kunstværk foran sundhedshuset?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu