Sådan skulle forsiden have set ud i år.

Af Pernille Hermann

Julehæfte blev offer for nedlagt trykkeri

Folk og Minder fra Nordsjælland udkommer ikke længere.

HELSINGØR: Gennem næsten 80 år år har julehæftet “Folk og Minder fra Nordsjælland” været en næsten ubrudt tradition, men nu er det slut. Udgiveren Nofoprint i Helsingør er blevet solgt, og en stor del af medarbejderne afskediget. Det har også ramt den ædelmodige udgivelse af “Folk og Minder”.

– Det har aldrig har været en guldrandet forretning – i de senere år snarere et filantropisk foretagende til glæde for en desværre langsomt uddøende skare af læsere, forklarer redaktøren, museumsinspektør Lars Bjørn Madsen.

Han havde ellers sikret sig det nødvendige antal artikler og tilhørende illustrationer til den 74. årgang, men inden han nåede at sætte bladet grafisk op, indløb meddelelsen fra trykkeriet.

Kvalt i interesse

Det er med blandede følelser, at Lars Bjørn Madsen giver slip på sit blad. På den ene side oplever han, at lysten til at kende sin egns kulturhistorie er større end nogensinde. På den anden side giver det øget konkurrence på området.

– Men et årsskrift for hele Nordsjælland vil altid være trængt af de mange lokalhistoriske foreninger og arkiver, der hellere end gerne udgiver deres eget historiske tidsskrift og derfor støvsuger området for kvalificerede bidragydere til artikler, forklarer han.

– Det kan vi naturligvis kun glæde os over, men det er unægtelig med beklagelse, at jeg og alle læserne må sige farvel til “Folk og Minder fra Nordsjælland”, som stadig var populært tidsskrift og i bedste form.

Lars Bjørn Madsen udtrykker dog et forsigtigt håb om, at hæftet måske kan genoplives næste år med en ny udgiver. Og som altid er han leveringsdygtig i oplysninger om dets historie:

I julen 1941 udkom årshæftet »Jul i Nordsjælland« for første gang, redigeret af Erland og Erik Gribsø. Hæftet med kulturhistoriske artikler fra det nu hedengangne Frederiksborg Amt blev snart en hyggelig juletradition, for hvad var dog en jul uden herlige stunder i sofaen med årets julehæfte.

I 1975 skiftede det navn til »Folk og Minder fra Nordsjælland«, da hæftet jo dybest set ikke så meget handlede om jul. Artiklerne var leveret af en stor skare af kulturhistorisk vidende skribenter, fra ivrige amatører til professionelle museumsfolk og arkivarer, der bidrog med en artikel fra hver deres lokalområde.

Mange har bidraget

Med Niels Richter-Friis som redaktør i en lang årrække fik hæftet sin nuværende form, hvor det vinterstemningsfulde omslagsbillede skulle markere, at der stadig var tale om et julehæfte, og hvor de nøje udvalgte artikler var sat op med inspirerende og indbydende illustrationer. Det skulle være »et Billed-Blad til nyttige Kundskabers Udbredelse og Sindets gavnlige Opmuntring«.

“Folk og Minder fra Nordsjælland” var stadig en del af julen, og derfor udkom det hvert år i slutningen af november. Lige indtil i år.

P.

Artiklen sidst ændret: 8. november 2019 09:59

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du lægge øre til et nyt kunstværk foran sundhedshuset?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu