Digital redaktør, Josephine Vedel

Af Josephine Vedel

Klumme: Hvem er jeg egentlig?

Næste år skal min store dreng, Viggo, begynde i skolen. Det er pudsigt! For det føles som for ganske nyligt, at han voksede fra ingenting til et lille menneske i min mave. Jeg husker stadig hvert sekund af hans fødsel, og jeg har krystalklare minder fra hans udvikling som en hjælpeløs lille klump til, at han selv kunne rulle rundt på maven, spise rigtig mad, gå og tale, cykle, have venner og alt det der.

I mit liv er der bare ikke sket så meget andet af betydning, så det føles ikke som særlig lang tid siden, at graviditetstesten var positiv.

Jeg mener, her er jeg jo som 34 årig, og jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være 20. Jeg mener det samme, jeg føler det samme, og jeg vil i bund og grund stadig det samme.

Men i de her snart 15 år, der er gået siden min 20 års fødselsdag, er der sket ufatteligt meget mere, end der formentlig kommer til at ske de næste 15. Jeg har fået uddannelse og børn, jeg er i det mest faste forhold, jeg nogensinde har været, jeg har købt bolig og bil også videre.

Det er vildt at tænke på, at jeg ikke skal tage flere store skridt. At jeg nu er den samme resten af mit liv. Selvfølgelig kan jeg godt se, hvor meget jeg har lært og udviklet mig, og jeg kommer til at gøre, hvad jeg kan, for at blive ved med at suge til mig. Men de næste mange år er det alligevel bare vedligeholdelse.

Måske er det også derfor blevet mere bøvlet for mig at fortælle, hvem jeg egentlig er. For med alderen er det som om, at min identitet ligger mere i mit arbejde end noget andet.

Selvfølgelig er jeg mor, veninde, søster og nabo. Men jeg tænker om mig selv, at jeg først og fremmest er mit arbejde, hvis folk spørger mig, hvad jeg går og fordriver tiden med. Sådan var det ikke for 15 år siden. Der hvilede jeg mere i, at jeg havde så omskiftelig en hverdag, at jeg ikke bare var salgsassistent i en smykkeforretning, men jeg var blandt andet også: håndboldspiller, barnebarn, impulsiv rejsekammerat og ivrig krimibogslæser.

Jeg tror, at jeg dengang tillagde mig selv flere personlige karaktertræk. Måske er det faktisk en samfundstendens, nu jeg tænker mig om.

Jeg kan se det samme med flere af mine nyuddannede bekendte. Men for dem, der leder efter et fast arbejde, opstår der desværre hos langt de fleste en mindre identitetskrise. Lige pludselig står de der, og der er ingen, der har brug for dem eller forventninger til dem. De føler sig værdiløse, selv om alle omkring dem godt ved, at det ikke er sandheden.

Måske handler det om, at livet i dag udspringer af selvrealisering. Vi skal hele tiden blive bedre.

Måske burde vi i stedet stoppe op og bare være mere mennesker i et fællesskab. Så hvis du spørger mig, hvem jeg er: Så er jeg nok bare mig.

Artiklen sidst ændret: 8. november 2019 19:22

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du lægge øre til et nyt kunstværk foran sundhedshuset?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu