Foto: Lars Johannessen

Af Kirsten Moth

De vandt: Se hvem der skal drive Spisehuset på Kulturværftet

Tre bud med i sidste kvalifikationsrunde.

HELSINGØR: Det bliver Frederiksberg Hallens Restaurant, der fra den 1. januar 2020 skal drive cafeen på Kulturværftet.

Tre meget spændende bud var med i sidste kvalifikationsrunde om den fremtidige drift af café Spisehuset på Kulturværftet i Helsingør. Men det blev Frederiksberg Hallens Restaurant, der til slut løb af med sejren. Blandt andet fokus på bæredygtighed, en særlig fornemmelse for værtsskabet og spændende tanker om, hvordan kultur og mad kan tænkes sammen, gjorde en afgørende forskel, da der skulle vælges en vinder blandt de tre finalister.

Det oplyser Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.

Tætte relationer

Salgs- og Marketingchef for Frederiksbergs Hallens Restauranter Rasmus Gundelund Nielsen glæder sig til fra januar 2020 at overtage driften af Spisehuset:

– Det er med stor glæde og stolthed, vi har modtaget beskeden om, at vi har vundet udbuddet af Spisehuset i Kulturværftet i Helsingør. Vi ser frem til et spændende samarbejde de næste fire år, og glæder os til at videreudvikle Spisehuset og bringe kultur og gastronomi endnu tættere sammen i et fællesskab. Og så glæder vi os ikke mindst til at skabe tætte relationer til Helsingørs borgere og de mange besøgende udefra og videreføre de gode oplevelser, Kulturværftet byder på.

En spændende retning

Chef for Kulturværftet og Toldkammeret Mikael Fock glæder sig til at byde de nye samarbejdspartnere velkommen til Spisehuset:

– Kulturværftet er jo et hus med fuld fart på alle ugens syv dage og med utroligt mange forskellige gæster. Det skal man evne at spille ind i, når man driver Spisehuset. Jeg synes, at Frederiksberg Hallen med deres bud har sat sig godt ind i tingene og udpeget en spændende retning for Spisehuset fremover. Jeg glæder mig til samarbejdet.

Også direktør i Helsingør Kommune Kim Jørgensen ser frem til at byde Frederiksberg Hallens Restaurant velkommen fra begyndelsen af det nye år:

– Vi har haft gode og velkvalificerede bydere, der alle kunne se nogle spændende muligheder i Spisehuset. Frederiksberg Hallens Restaurant havde lige dét ekstra, og derfor får de nu muligheden for at sætte deres præg – både kulinarisk og servicemæssigt – på Spisehuset i årene, der kommer.

Ledelsen bag Frederiksberg Hallens Restaurant står desuden for den daglige drift af Østerbro Madhus, Bakkens Perle og Restaurant Staldknægten.

Artiklen sidst ændret: 20. november 2019 14:49

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Har Helsingør kommune brug for en Sociolance, der er en ambulance med en socialfaglig medarbejder og en paramediciner, der tager sig af socialt udsatte?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu