Af Niels Berg

Se galleriet: Helsingør fik tændt for julen

De store juletræer blev tændt på årets første søndag i advent. I Helsingør fulgte en tusindtallig skare julemanden til Axeltorv, og aldrig før har der været så mange til juletræstænding i Hornbæk som i år.

JUL: Endnu engang blev det store træ på Axeltorv i Helsingør tændt på den første søndag i advent.

Ja, det var 40. gang det skete, mens lyset langsomt forsvandt på himmelbuen, men til gengæld kastede det over 12 meter høje grantræ fra de svenske skove et smukt lysskær over Axeltorv,.

Først skulle han dog lige stige i land fra sit skib i Helsingør Havn og det fik ikke lov til at gå ubemærkethed hen. Hundredevis af mennesker fortrinsvis familier med deres børn stod klar på kajen for at tage imod julemanden.

Men mange af dem vidste også godt, at han havde godter med i form af karameller, som han heldigvis heller ikke holdt sig tilbage med at smide i grams til ungerne.

400 til tænding i Hornbæk

De fulgte ham trofast bag hestevognen gennem de smalle gader op til Axeltorv, hvor der endelig skulle sættes lys på det store juletræ.

Der måtte dog tre forsøg til, før det lykkedes. Så klappede alle og Nissegarden fyrede op under julemelodierne. Også i år var det rederiet Forsea, der sponsorerede træet.

For et par år siden var juletræet i Hornbæk i fare for at udeblive, men det lykkedes til sidst at finde et egnet grantræ i nærområdet.

Det gjorde også i søndag, og heldigvis for det, for det er en populær begivenhed i byen. Ja, aldrig har der været så mange gæster til juletræstændingen på torvet som i år.

Omkring fire hundrede mennesker dukkede op, og mange af dem ville også gerne have været til adventsmesse i kirken, men gik forgæves, da kirken hurtigt blev fyldt til bristepunktet.

Julefest i Tikøb

Også i Tikøb blev juletræsfesten søndag et tilløbsstykke. Juletræet ved Spar Tikøb Brugsforening blev allerede tændt i lørdags og søndagens fest begyndte med en familiegudstjeneste i kirken med julekrybbespil

Derefter fortsatte julefejringerne i TIF’s klubhus , der i dagens anledning var festligt pyntet op. Der blev serveret gløgg, æbleskiver og sodavand.

Et andet lokalt kæmpehit i julemåneden er Jul på Kronborg, som hvert år tiltrækker mange tusinde mennesker fra hele Sjælland og endnu længere væk. Arrangementet er gået hen og blevet til et sted, hvor mange vælger at finde årets julegaver idet boderne byder på et kæmpe udvalg af juleeffekter også i den mere eksklusive afdeling.

Også flere andre steder i Helsingør kommune blev julens komme fejret. Det eneste, der manglede, var julesne.

Artiklen sidst ændret: 1. december 2019 17:43

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Har du spillet padel-tennis?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu