Dagens klummeskribent er Allan Jørgensen. (Foto: Torben Sørensen)Dagens klummeskribent er Allan Jørgensen. (Foto: Torben Sørensen)

Af Dorthe Carlsen

Klumme: Amerikansk fodbold i FC Helsingør

Inden for sportens verden har amerikanernes overtagelse af FC Helsingør fyldt godt det seneste år. I aktieemissionen for FC Helsingør i foråret stod der: ”Midler fra emissionen vil gå til at sikre kvaliteten og ambitionen med udvikling af talentmassen i Nordsjælland”. Altså ville den nye ledelse af klubben lægge vægt på talentarbejdet, som en bærende faktor.

Klubbens nedrykning til 2. division har kostet. Der køres videre med et fuldtids-setup på seniorsiden, mens der er lagt op til en millionbesparelse på ungdommen. Det er vi i Helsingør Talent & Elite blevet fortalt af to mand fra den amerikanske ledelse. Så nu skal ordene om ”ansvarlighed og godt købmandsskab kombineret med en fantastisk talentudvikling”, som der står i prospektet, nok læses lidt anderledes. Det tyder på, at moderklubben FC Helsingør – ikke aktieselskabet, skal finde de penge.

Helsingør Talent & Elite har gennem de seneste 10 år haft morgentræning med unge talentfulde fodboldspillere fra bl.a. FC Helsingør. Morgentræningen foregår nu på det nye stadion og er en af mange forudsætninger for at klubben kan søge licens i DBU, for at spille i den landsdækkende 1. division for bl.a. U17 og U19. Vi forventer at FC Helsingør fortsat vil arbejde på det niveau.

Kommunikationen med FC Helsingørs daglige leder er udfordret, da de amerikanske ejere tilsyneladende ikke har sikret ham arbejds- og opholdstilladelse. Så han er rejst hjem igen. Så flyver skiftende amerikanere ind og ud af landet og repræsenterer klubben med fokus på divisionsholdet. Hvad er klubbens langsigtede strategiplan? De fine ord fra aktieemissionen holder ikke længere. Hvem kan hjælpe?

Sammenhængskraften med det lokale miljø skal prioriteres højt, som det er nu er det ikke tydeligt, hvem der har det daglige ansvar for klubbens drift. Talentchef og sportschef med dansk baggrund forsøger at vedligeholde samarbejdet, men ofte kommer kommentaren: ”Vi må lige se, hvad amerikanerne siger!”

Ingen tvivl om, at klubbens økonomi var presset, da der blev sagt ja tak til nødvendige dollar – og et farvel til magten! Imidlertid er der et stykke vej endnu, for at den nye organisation er landet og kan agere optimalt med omgivelserne.

Det er naturligvis glædeligt, at 2. divisionsholdet i pulje 1 har vundet de fleste kampe. Vores lokale presse kommer begejstret med den ene historie efter den anden om de udefrakommende spillere, der optræder på byens hold. Resultaterne er helt forventelige med et fuldtids-setup mod amatørhold, der træner meget, meget mindre. Investeringen skal give den 1. divisionsplatform, hvor køb og salg af spillere og tv-penge måske kan give investorerne lidt tilbage. Her ser udvikling af egne spillere ikke ud til at være den primære vej for amerikanerne.

I det lys er der grund til at opfordre klubben til at fastholde en langsigtet plan for talentarbejdet, der får ligeså stor prioritet, som holdet i 2. divisions i pulje 1. Talentfulde piger og drenge skal helst mærke, at vores klub har kvalitet og vilje til at ville ansætte kvalificere trænere og skabe rammerne omkring hold, der giver tro på fremtiden. Sker det ikke, vil nogle af vores piger og drenge igen sætte kurs mod København, for at nå deres drømme og ambitioner.

Det var vel ikke meningen med vores klub FC Helsingør? Opbakningen fra alle 11 moderklubber Snekkersten IF; Espergærde IF, Hornbæk IF Helsingør IF med flere samt de 9 samarbejdsklubber i Nordsjælland afhænger af en prioriteret indsats for ungdommen, og det er ærgerligt, hvis de amerikanske investorer nu vælger at se bort fra det.

Artiklen sidst ændret: 2. december 2019 13:48

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Har du spillet padel-tennis?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu