Af Claus Kjærsgaard

Dykkerne tager skraldet på havbunden

Sportsdykkerklubben Delfinen har netop fået miljøprisen i Helsingborg med en ide, der måske også kan bruges på den anden side af Øresund.

HELSINGØR: – Når man ser el-løbehjul ligge nede på havbunden, så tænker man: Jaså, skal jeg samle dem op i dag eller i morgen? For man ved godt, at der ikke er andre, der gør det. De kan jo ikke ses af alle, der befinder sig på landjorden, siger Jonny Magnusson.

Han er medlem af sportdykkerklubben Delfinen, der netop er blevet hædret af Helsingborg by.

Delfinen har fået årets miljøpris, fordi foreningen systematisk rydder op der, hvor andre ikke ser skraldet: på havbunden.

Fra drøm til mareridt

Formanden for Delfinen, Fredrik Pålsson beskriver selv det at dykke som at befinde sig i det ydre rum: mørkt, mystisk og i en helt speciel stilhed, kun i selskab med det bølgende tang.

Den drømmelignende tilstand bliver dog alt for ofte til et mareridt, når man opdager, at havbunden bruges som losseplads.

Men den tilstand har den lille dykkerklub, der har godt 200 medlemmer, ikke bare fundet sig i.

I over 16 år har klubben haft faste oprydningsdage, hvor medlemmerne sammen har gjort rent, både på strandene og i havet.

I havet ved en fejl

Dykkerklubben vil gerne have flere til at få øjnene op for havforureningen, og de kan de også konstatere, at der er sket en positiv udvikling.

– I starten oplevede vi, at folk bevidst smed skrald og ting i havet. Men meget af det, som vi finder i dag, havner i havet ved en fejl. Det kan for eksempel dreje sig om takeaway-æsker, som folk efterlader på kajen og som blæser i vandet, siger Jonny Magnusson.

Selv om Delfinen er glad for støtten fra byen og oplever en positiv holdning til at forbedre havmiljøet, så ville de gerne have, at der blev gjort endnu mere.

– Vi har et helt fantastiskt hav foran os. Øresund er helt unik, bare sammenlignet med Østersøen. Man samler skrald ind i bymidten, men hvad med alt det skrald, der havner i havet, hvorfor gør man ikke også rent der? spørger Jonny Magnusson.

Artiklen sidst ændret: 2. december 2019 15:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Har du spillet padel-tennis?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu