Af Jesper Munch Nielsen

Biljagt sluttede i city: Politi fik stoppet livsfarlig kørsel

53-årig spiritusbilist fra Ålsgårde smadrede sin Audi i Kongensgade i Helsingør.

BILJAGT: Det kunne meget nemt have kostet menneskeliv, da en 53-årig mand fra Ålsgårde uden kørekort, men til gengæld med en alkoholpromille på langt over det tilladte kørte alt, alt for hurtigt rundt i sin Audi A4 S på Nordre Strandvej og i Helsingør natten til lørdag – på flugt fra politiet. Flere politipatruljer fra Nordsjællands Politi jagtede manden, der sluttede af med at køre dødskørsel i befærdede gader i Helsingørs indre by.

I Kongensgade ved Sct. Anna Gade smadrede den 53-årige mand sin Audi først ind i en midterhelle og derefter ind i et vejtræ, hvilket afsluttede biljagten. Næsten mirakuløst blev ingen fodgængere i nattelivet ramt af bilen, som kørte op til 100 kilometer i timen i den smalle Sct. Anna Gade.

Chokerende oplevelse

Det var også ved at gå frygteligt galt tidligere under biljagten, oplyser Nordsjællands Politi.

På et tidspunkt kørte den 53-årige ad Nordre Strandvej ved Hellebæk i retning mod Helsingør. Bilen kørte med høj hastighed, slingrede voldsomt og ramte flere gange kantstenen, så gnisterne fløj omkring køretøjet – lige ved siden af en cyklist, der kørte fredeligt på cykelstien, men var tæt på at blive ramt af Audi’en.

– Den cyklist vil vi meget gerne tale med. Vi tænker, at det har været en chokerende oplevelse for vedkommende, siger vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi.

Opdaget på Skindersøvej

Det var klokken 01.25, at en politipatrulje fik øje på den 53-årige mand i Audi’en på Skindersøvej ikke langt fra Kongevejen. Bilisten kørte usikkert, og politipatruljen forsøgte at få stoppet køretøjet. Det lykkedes dog ikke.

I stedet trykkede den 53-årige Ålsgårde-borgere speederen i bund og forsøgte at stikke fra politiet. I vild hastighed kørte han ud ad Skindersøvej og ind på forskellige, små veje ved Saunte, hvor han prøvede at ryste politiet af sig.

Biljagten fortsatte til Hornbæk, hvor føreren af Audi’en endte med at komme ud på Nordre Strandvej og satte kursen mod Helsingør. Nordsjællands Politi havde på det tidspunkt tilkaldt hjælp fra flere politipatruljer, så nettet strammedes om spiritusbilisten, da han kom til Helsingør.

– I Helsingør kører han ind på Sct. Anna Gade med måske 80-100 kilometer i timen. Det er en smal gade med kantstensparkering og mennesker på vej hjem fra byen. Her påkører han et skilt og et vejtræ og bliver anholdt af en politipatrulje, forklarer Jakob Tofte.

Har mistet kørekortet

Den 53-årige mand blev efter anholdelsen testet for spirituskørsel og blæste alkometeret op over den tilladte grænse. Selv om han ejede den pågældende Audi, viste det sig, at han ikke havde noget kørekort – det havde manden mistet for mange år siden.

Den 53-årige er nu sigtet af politiet for kørsel uden førerret og for spirituskørsel samt for at bringe andre menneskers liv og førlighed i fare. Selv kom Ålsgårde-beboeren ikke til skade ved sammenstødet med vejtræet, oplyser politiet.

Artiklen sidst ændret: 7. december 2019 09:58

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Husker du at give dig selv og andre i din husstand reflekser på?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu