En militærhelikopter forsøger at slukke en af de tusindvis af brande, der lige nu plager Australien. Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix

Af Katrine Wandrup

Søren vil hjælpe i Australien: Samler 250 brandmænd

Forsvarsministeren siger, at Australiens regering blot skal henvende sig, og så kommer der hjælp fra Danmark.

Citathistorie: DR

Hvad gør man, når man som brandmand er frustreret over ikke at kunne hjælpe sine australske kolleger med at bekæmpe de ødelæggende brande, der hærger i landet?

Man opretter naturligvis en Facebook-gruppe. Eller – det gjorde Søren Elkrog, der er deltidsbrandmand i Helsingør.

– Det gør mig ked af det. Det gør det. Jeg følte, vi blev nødt til at gøre noget, fordi det er så voldsomt, siger han til DR Nyheder om de tv-billeder fra Australien, der viser død og ødelæggelse.

Facebook-gruppens popularitet viser, at Søren Elkrog langt fra er den eneste danske brand- og redningsmand, der gerne vil hjælpe de australske kolleger.

På få dage har gruppen fået langt over 500 medlemmer. Ifølge Søren Elkrog er 250 af dem klar til at tage afsted lige nu.

– De er mange brandfolk dernede. Men jeg er sikker på, at de godt kan bruge lidt flere hænder. Og det vil vi gerne donere frivilligt.

Helt konkret kan danske brand- og redningsmænd bidrage med hjælp til en lang række opgaver, mener Søren Elkrog.

– Det er alt fra selve brandslukningen, til evakuering og logistik, eller hvad der nu er brug for hjælp til. Bare vi kan komme ned og vise vores støtte på den ene eller anden måde.

For at komme afsted er gruppen dog afhængig af, at danske politikere eller Beredskabsstyrelsen er villige til at indgå i et samarbejde med de frivillige brandfolk.

Indtil videre er et område på størrelse med Danmark brændt ned. Og mere end 20 mennesker og omkring 500 millioner dyr har mistet livet.

De australske myndigheder skal bare ringe og så kommer hjælpen. Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

– Selvfølgelig skal vi hjælpe Australien, hvis de ønsker vores hjælp. Og vi kan hjælpe med en lang række opgaver. Vi kan rense vand, hjælpe folk uden tag over hovedet, og vi kan bidrage til selve slukningsarbejdet, siger hun.

Selvom sådan en hjælp ikke er gratis, er ministeren parat til at finde penge.

Samtidig roser hun de brandfolk, der med et øjebliks varsel er parat til at tage afsted for frivilligt at hjælpe.

– De skal have en dybfølt tak. Det vidner om et samfundsengagement, der er helt afgørende for sammenhængskraften, ikke bare i Danmark men i hele verden.

Også Venstre og Dansk Folkeparti er blandt de partier, der er parate til at hjælpe, hvis den australske regering beder om det.

Hvis det sker, er Søren Elkrog godt klar over, at arbejdsforholdene bliver en anelse anderledes end herhjemme.

– Vi vil være på udebane. Men vi er klar til det.

Artiklen sidst ændret: 7. januar 2020 09:54

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Husker du at give dig selv og andre i din husstand reflekser på?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu