Brandvæsenet rykkede ud til mange blinde alarmer i 2019


Af Niels Berg

Der er stadig for mange automatiske brandmeldere, som slår alarm uden grund, men det går den rigtige vej med antallet, konstaterede beredskabschefen under brandvæsenets nytårsparole.

NYTÅRSPAROLE: 458 gange – en gang mere end forrige år – blev der slået alarm til brandmændene i Helsingør Kommunes Beredskab i 2019.

31,4 procent af disse alarmer kom fra automatiske brandmeldere – også kaldet ABA – og viste sig at være blinde.

Det kan synes som en urimeligt højt antal blinde alarmer, og det er det også, men det er forventeligt under landsgennemsnittet, som ser ud til at havne på omkring 40 procent – og et pænt stykke under antallet i 2018.

Beredskabschef Søren Lundhild fremlagde tallene på Beredskabskommissionens nytårsparole for Helsingør Kommunes Beredskab på brandstationen i Helsingør i søndags.

– Der er mange blinde alarmer, men det går den rigtige vej med antallet. Vi lægger også mange kræfter i at ruste institutioner, byggepladser og andre til at hindre de blinde alarmer. Der er mange ting, der kan gøres, og det betaler sig, for efter vi er rykket ud til en blind alarm kommer der en regning, sagde Lundhild til Helsingør Dagblad under nytårsparolen.

Som formand for Beredskabskommisionen var borgmester Benedikte Kiær en selvskrevet del af parolen, ligesom kommunaldirektør Stine Johansen, som er en stor fan af beredskabet.

Danmarks fineste

Omkring 100 frivillige, deltidsansatte og pensionerede brandmænd og flere andre med tilknytning til det lokale beredskab var til stede og ønskede hinanden godt nytår, mens de så tilbage på det forgangne år.

Kiær understregede endnu engang, at det lokale brandkorps er en del af Danmarks bedste kommunale beredskaber.

– Jeg har mange borgmesterkollegaer, der kigger misundeligt på det beredskab, vi har i Helsingør kommune, sagde borgmesteren blandt andet.

Hæder til stationsmesteren

Som det kan læses af oversigten i Helsingør Dagblads mandagsudgave, så var det ikke kun brande, beredskabets folk rykkede ud til i 2019.

Blandt andet blev der brugt mange kræfter på at forberede præsident Trumps varslede statsbesøg i efteråret – indtil det blev aflyst.

Der blev som altid uddelt anciennitets- og erkendtlighedsmedaljer til garvede brandmænd under arrangementet, og stationsmester Kenneth Rasmussen fik den forsølvede brandøkse for sin usvigelige evne til at holde brandstationen og materiellet i topform.

Artiklen sidst ændret: 13. februar 2020 10:17

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018