Af Kirsten Moth

Flere unge i Helsingør tager kokain

En ny rapport viser, at der de sidste fem år er sket en markant stigning i antallet af unge, der tager hårde stoffer. Det er en tendens, som Helsingør Rusmiddelcenter også oplever.

HELSINGØR: Kokain er inden for de sidste fem år blevet et mere udbredt stof blandt de unge. Dobbelt så mange unge som for fem år siden tager feststoffet og brugerne er yngre og kommer fra alle dele af samfundet.

Ifølge dagbladet Politiken og en ny rapport svarer godt tre procent unge, at de har taget kokain inden for den seneste måned. Rapporten omfatter besvarelser fra 3022 repræsentativt udvalgte unge i alderen 15 til 25 år. Det svarer til 24.600 unge i hele Danmark.

Rapporten viser en tendens og et billede, som ikke overrasker i Helsingør Rusmiddelcenter.

Her oplever man også en stigning i antallet af unge, der tager kokain.

Billigere kokain

– Vi oplever samme tendens. Tilbage i 2016 var kokain et inferiørt problem i vores regi. I årene derfra er problemet langsomt vokset og i dag fylder det væsentligt mere, når vi taler unge fra 25 år og nedefter. Vi ser også enkelte unge under 18, siger Flemming Licht, afdelingsleder ved Helsingung, som er en del af Helsingør Rusmiddelcenter.

Prisen nævner Flemming Licht som en væsentlig årsag til, at kokainen er blevet mere udbredt.

– Man kan sige, at man efterhånden lige så godt kan betale for kokain i stedet for at betale for drinks en hel aften i byen. Men det er bare den ene side af sagen. Den anden er ungdomskulturen, hvor det skal være hurtigt her og nu. Kokain giver dét, man kan beskrive som en hurtig rus. Man føler sig ovenpå, man kan klare hele tilværelsen. Man opfatter sig selv som genial og forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se det, fortæller Flemming Licht.

Hash er hovedstoffet

Ifølge Helsingør-tallene har mellem 70 og 80 procent af de unge, der henvender sig for at komme i behandling på Rusmiddelcentret, hash som “hovedstoffet”.

Hvor de sidste 20 procent for fem år siden var spredt ud på forskellige stoffer, er det i dag mellem fem og otte procent, der i Helsingør går i behandling for kokain. Tidligere lå det tal på 1 til to procent.

– Det store problem med kokain er, at når man først er afhængig, så er det rigtig svært at leve en leverpostejsagtig tilværelse. Alt bliver trist. For når man er på kokain, har man en oplevelse af, at der er gang i den. Alle farver på paletten er der med kokain, siger Flemming Licht.

Ifølge den nye undersøgelse er kokain også udbredt på skoler og ungdomsuddannelser.

Nultolerance på HG

På Helsingør Gymnasium kan man dog ikke genkende det scenario.

– Gudskelov ikke. Jeg har aldrig været bekendt med noget stærkere end hash her på skolen. Og jeg tror, det har noget at gøre med det segment af elever, vi har. Kokain er trods alt stadig relativt dyrt, siger Claus Corneliussen, vicerektor på Helsingør Gymnasium.

Han understreger, at skolen kører med nul-tolerance over for stoffer.

– Hvis nogle elever bliver taget med stoffer, så er der ingen pardon. Så er det bortvisning på stedet. Vi ønsker et sikkert miljø, hvor der dannes og uddannes, siger Claus Corneliussen.

Stoffer ved Langebro

Leder på Hellebækskolen Thomas Horn oplever ikke, at eleverne tager stoffer eller er i besiddelse af stoffer i skoletiden, men som han siger, kan det være svært at vide, hvad elevene foretager sig i fritiden. Sammen med den private Skorpeskolen i Hellebæk er der taget initiativ til informationsmøder i kulturhuset Bølgen i Ålsgårde.

– Hele sommerferien sidste år var der problemer ved Langebro. Hvem de unge var og hvor de kom fra, ved vi ikke. Men vi ved, at der var hårde stoffer i omløb. Derfor har vi sammen med Skorpeskolen holdt informationsmøder, hvor SSP også har givet en orientering, og hvor vi har haft en misbrugsekspert til at forklare, hvilke tegn forældre skal kigge efter hos deres unge, fortæller Thomas Horn.

Artiklen sidst ændret: 13. januar 2020 14:39

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Husker du at give dig selv og andre i din husstand reflekser på?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu