Lars Michael Nielsen, Foto: Lars Johannessen

Af Dorthe Carlsen

Klumme: Alle de små brikker

På det seneste har jeg gjort noget jeg ellers ikke har gjort længe.

Af: Lars Michael Nielsen

Jeg er i gang med at lægge puslespil.

Ikke et af de der med tre eller tyve brikker, men et med 1000 brikker, og det er virkeligt fedt. Så kan man jo spørge sig selv, hvorfor er det lige, at jeg synes, at det at lægge en masse små brikker, så de passer sammen, er så fedt og faktisk også givende, i hvert fald for mig, og det skal jeg nok svare på lige om lidt.

Lige som alle jer andre der ude har både jeg og mine skønne piger et par skærme hver.

Skærme, som i løbet af dagen tager en del tid og opmærksomhed. Det er vel bare fordi, de er så lette at bruge og giver så mange muligheder. En opmærksomhed som nok egentlig var bedre brugt ved at rette den mod hinanden.

Og indrømmet, jeg er nok ikke bedre til at lægge mobilen fra mig end de er. Man kan liiige svare på en mail eller en besked, se en serie eller noget andet ”interessant”.

Begge mine piger har faktisk flere gange på det sidste sagt til mig: ”Skal vi ikke lægge telefonerne væk” og ”Far, nu bruger du telefonen igen”.

Mon ikke, der er andre, der genkender det?

Her til jul fik min ene datter et gavekort til en boghandel. En god gave og hun valgte at bruge noget af det på et puslespil som VI skulle lave, og sådan er det blevet.

I stedet for at bruge lige så meget tid på vores skærme, for bevares! vi er ikke hellige og bruger dem da stadig, bruger vi nu en del tid på at sidde sammen og træne vores hjerner i at finde mønstre og forsøger at få alle de der små irriterende brikker til at falde på plads.

Og nøj, hvor kan det være irriterende og frustrerende, når man sidder med langt over hundrede lyseblå brikker i én nuance og skal samle dem til en himmel, eller en masse gullige brikker, der skal samles til en vissen græsplæne.

Men når så man endelig får dem til at passe sammen, er det ”mega fedt”, som de to små siger det.

Det mest givende er dog ikke at få brikkerne til at falde på plads i det fysiske puslespil, vi er i gang med.

Det mest givende er det, der lige så stille bliver lagt inden i os og i vores lille verden.

For mens vi sidder og drikker en kop te, spiser en kage og prøver at finde den sidste brik til det røde hus eller den blå fiskekutter, så falder brikkerne inden i os også lige så stile på plads. Når vi laver noget sammen, ser vi hinanden, og kommer vi hinanden nærmere.

Vi får talt om det, vi har på hjertet, stort som småt og vi lytter til hinanden.

Det kan være alt fra, hvad der lige er sket i skolen i dag eller for en uge siden til et andet emne som fylder meget lige nu og her.

Brandene i Australien fylder noget eller hvad der lige rører sig i nyhederne. Vi får vendt de bekymringer, der måtte være. Det kan også bare være, at vi sidder og griner højt af en fjollet historie eller bander over, at vi bare ikke kan finde den der brik, som vi lige mangler på den ene eller anden måde.

Vi kan også glæde os over, når en anden finder den brik, vi sidder og leder efter, for så er den lille udfordring løst og vi kan komme videre.

Puslespil er noget, vi gør sammen. Og det er det vigtigste: At vi gør det sammen og kommer hinanden ved, i stedet for at leve i hver vores lille verden styret af, om mobilen lige blinker eller bipper.

Ud over at det er vildt hyggeligt at sidde sammen med mine tøser og lægge puslespil, har jeg lagt mærke til, at det har givet os en del ro og færre sure miner sammenlignet med før, vi gik i gang.

Så inden mine to guldklumper kommer igen, skal jeg ned og købe et nyt puslespil, så vi har endnu mere at sidde og ”nørde” med sammen.

Artiklen sidst ændret: 14. januar 2020 11:53

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Husker du at give dig selv og andre i din husstand reflekser på?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu