Cykelrytter leverede årets sportspræstation


Af Andreas Mayerhofer

Cykelrytteren Joshua Gudnitz blev lørdag aften hædret for Helsingørs bedste sportspræstation i 2019, da Sportsgalla 2019 blev afholdt i Helsingørhallen.

GALLA: Her til aften var det igen tid til at hylde sporten i Helsingør ved en gallafest i Helsingørhallen. Cirka 370 personer med tilknytning til byens idrætsliv deltog i middagen, hvor de mellem underholdende indslag med forrygende gymnaster og en mand der kunne lege med folks bevidsthed skulle hædre årets prisvindere.

Otte priser blev uddelt i løbet af aftenen, og den fornemmeste ’årets sportspræstation’ gik til 18-årige Joshua Gudnitz for hans forrygende sæson i sadlen.

14 sejre i juniorløb, hvoraf flere havde en dansk mestertitel medfølgende, blev det til, og det gav helt fortjent den store anerkendelse.

Cykelrytteren er i øjeblikket på træningslejr i Spanien, så han måtte sende en videohilsen til forsamlingen, hvor han takkede for titlen.

Borgmester Benedikte Kiær, der overrakte aftenens hovedpræmie til vinderens faster, havde foruden mange rosende ord til Joshua Gudnitz også roser med til byens idrætsfolk.

– Det er vigtigt, at vi anerkender de mange frivillige kræfter, der skaber grobunden for vores foreningsliv. Det er her alle de store præstationer, vi sidder og hepper af i fjernsynet, bliver skabt, og vi har mange gode og stærke klubber i Helsingør, der fortjener skulderklap på en aften som denne, lød det fra borgmesteren.

Kort forinden hæderen til cykeltalentet, der indledte karrieren i CK Kronborg, og i dag går på Espergærde Gymnasium under Helsingør Eliteidrætsakademi var der stående ovationer til Mogens Schuldt fra Snekkersten IF Fodbold, der fik årets særpris for sine 55 år som fodboldleder i kommunen.

– Jeg er meget, meget glad for den pris og helt vildt overrasket. Det viser jo, at det arbejde, som jeg har brugt det meste af mit liv med rent faktisk betyder noget for en masse mennesker, og det er jeg utroligt stolt af. Fodbolden har altid været mit liv, og det bliver den nok ved med, sagde prismodtageren.

Da middagen var overstået, og konferencier Morten Stig Jørgensen havde styret prisuddelingen sikkert i havn, blev der spillet op til dans af det lokale band Gasbox, der rundede aftenen af med lyden af Kim Larsens sange.

Aftenens vindere:

Årets Sportspræstation: Joshua Gudnitz, cykling, Helsingør talent & Elite

Årets særpris: Mogens Schuldt, Snekkersten IF Fodbold

Spar Nord Prisen (årets talent): Olivia Grønborg, Helsingør Golf Club

Årets Klub: Teamgym Helsingør, gymnastik

Årets træner: Magnus Landström, Helsingør Golf Club

Årets Idrætsleder: Jens Erik Nybo Larsen, Helsingør IF Fodbold

Årtes Parasportpris: Laila Rohde Mortensen, Helsingør Handicap Svømning

Årets Veteran: Isamarie Sørensen, Helsingør Tennis Klub

Artiklen sidst ændret: 18. februar 2020 23:57

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Hvad synes du om mediernes dækning af coronavirus?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018