Det gik i kage for Christoffersen


Af Jesper Munch Nielsen

Socialdemokratiets borgmesterkandidat er fyldt 50 år, og det blev fejret med reception i Strandgade.

FØDSELSDAG: Claus Christoffersen blev fejret med manér ved Helsingør-politikerens 50 års fødselsdagsreception fredag eftermiddag. Han går da også ind i et nyt halvt århundrede på en måde, som mange halvt så gamle mennesker vil kunne nikke genkendende til – med store planer, med stor fleksibilitet og lidt på gyngende grund.

Der var mange gæster ved receptionen i Smedenes Hus i Strandgade – dagen efter selve fødselsdagen.

Mange af dem valgte at ønske ham held og lykke med det nye liv som selvstændig kommunikationsmand. Christoffersen har som omtalt i Helsingør Dagblad erkendt, at der ikke er timer nok i kalenderen til både at håndtere et fuldtidsjob som public affairs-chef i Ergoterapeutforeningen, familien i Espergærde og det politiske arbejde som byrådsmedlem, socialdemokratisk borgmesterkandidat til 2021-kommunalvalget samt viceborgmester.

Det uventede ryk

Benedikte Kiær, Helsingørs normale borgmester, var i sin tale til Claus Christoffersen inde på præcis det tema. Hun fyldte selv 50 år i december sidste år.

-Som du nok erfarede i går, da du frisk hoppede ud af sengen, så er der ikke meget, der har ændret sig, trods man rammer den store runde dag. Jeg blev dog lidt bekymret, da jeg forleden i dagbladet læste en artikel om dig i forbindelsen med din fødselsdag. Du havde sagt din faste stilling op og vil nu springe ud som selvstændig. Ikke fordi, der er noget galt med at starte sin egen virksomhed op, men Claus, du ved hvad man tænker, når mænd midt i livet lige pludselig foretager nogle uventede ryk. Midtvejskrise, sagde Kiær med et grin og fortsatte:

– Min bekymring forsvandt dog hurtigt igen. For sådan et karrieremæssigt ryk er nemlig et kendetegn ved dig, nemlig du godt kan lide udfordringer og gøre ting ordentligt. Så alt er godt.

Kiær roste Claus Christoffersen for at være troværdig og langtidsholdbar. Og for at være et familiemenneske…

– Du er ganske enkelt et usædvanligt sympatisk menneske, som det er umuligt ikke at kunne lide. Også selv om du er lidt til den røde side. Det er tydeligt, at din familie betyder rigtig meget i dit liv, og det glæder mig. For det politiske lederskab kan også byde på hårde dage, og så er den bedste kur at være sammen med sin familie, sagde den konservative borgmester til viceborgmesteren.

Flittig og reflekterende

Den nu 50-årige Christoffersen blev valgt ind i Helsingør Byråd i november 2017.

Da den socialdemokratiske frontfigur Henrik Møller blev valgt til Folketinget i juni sidste år, var det den relativt uerfarne, men allerede anerkendte Christoffersen, som partiet valgte som ny borgmesterkandidat. Møller holdt også tale ved receptionen.

– Det er jo ikke fordi, vi har haft så langt et samarbejde, men det, vi har haft, har været en fornøjelse. Du er en nem person at samarbejde med, for du er rar og behagelig, og det gør, at du er godt selskab. Jeg oplevede, at du i det politiske og administrative liv meget hurtigt fik tilbagemeldinger om, at du var en god repræsentant for partiet. Jeg hørte ord som seriøs, flittig, lyttende, reflekterende, og det har gjort, at du på rekordtid har opnået respekt som politiker. Det sker sjældent på så kort tid og skal betragtes som et kæmpe skulderklap til dig som menneske og politiker. Nogen af de ord, jeg fremhæver, kan måske lyde lidt kedelige, men det er ord, som kendetegner en god og dygtig politiker, sagde Henrik Møller.

Claus Christoffersen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Han bor i Espergærde med hustru og to børn.

Artiklen sidst ændret: 18. januar 2020 17:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Hvad synes du om mediernes dækning af coronavirus?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018