Polano udstiller i Humlebæk: “Jeg er besat af spejlingen”


Af Lars Lindevall

Billedhugger, maler og grafiker Bente Polano udstiller en række af sine værker på Humlebæk Bibliotek.

HUMLEBÆK: I løbet af de kommende uger kan kunstinteresserede opleve billedhugger og maler Bente Polanos værker på Humlebæk Bibliotek.

Ved lørdagens fernisering sagde kunstneren, der bor i Snekkersten, at hun er glad for at få lov til at vise en række af sine skulpturer, malerier, tegninger og kollager frem på biblioteket.

– Det er et vidunderligt udstillingsrum. Og jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at udstille i 14 dage, hvor der ikke er andre arrangementer i salen, så derfor kunne jeg have mine skulpturer med, siger Bente Polano til Helsingør Dagblad.

Polano er især kendt for sine spejl-skulpturer, og hun står også bag Helsingørs nye Hamletskulptur, der er opsat med udsigt til Kronborg på hjørnet af Kronborgvej og Strandpromenaden.

Spejlinger forandrer skuplturen

Som en del af udstillingen på Humlebæk Bibliotek kan man se en lille model af Hamletskulpturen.

Kunstneren siger, hun er “besat af spejlingen”, fordi den kan tilføre ekstra dimensioner til værkerne:

– Der opstår nye skulpturer i skulpturen på grund af spejlingen. Skulpturen forandrer sig hele tiden, fordi lyset og farverne i spejlingen ændrer sig. Og beskueren oplever, at man kan blive lidt udfordret i forhold til, hvad der er hvad, siger Bente Polano.

Bente Polano udstiller på Humlebæk Bibliotek frem til 7. februar.

Artiklen sidst ændret: 26. januar 2020 17:30

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Hvad synes du om mediernes dækning af coronavirus?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018