Opgiver bar efter én sæson


Af Niels Berg

Parret bag Hotel Bretagne har trukket sig fra Hornbæk Bar & Restaurant. – Det gider vi ikke en gang til, siger forpagterne.

HORNBÆK: Siden det tidlige efterår har Hornbæk Bar & Restaurant på Øresundsvej i Hornbæk været lukket.

Stedet blev drevet af forpagterparret bag Hotel Bretagne i Hornbæk, Anne og Kasper Heebøll Harboe, men én sæson var nok.

Arbejdspresset med en a la carte-restaurant og driften af Bretagne kom bag på forpagterparret, som har trukket sig fra lejemålet.

– Du skal være “på gulvet” hele tiden, når du driver en restaurant som den på Øresundsvej. Det overraskede os, og det blev alt for krævende, når vi også skal drive hotel og konferencecenter ved siden af, siger Kasper Heebøll Harboe.

Fra 250 gæster til fem

– Desuden er du dybt afhængig af vejret. Skinnede solen den ene dag, kunne der komme op mod 250 gæster i restauranten fra formiddag til aften, men dryppede det lidt den næste dag, sad der i bedste fald en håndfuld. Det er ikke gode vilkår at drive forretning på, siger Kasper Heebøll Harboe.

Han afviser, at sagen om en ansat, der i september blev sigtet for at have voldtaget en 18-årig medarbejder, mens hun sov i Hornbæk Bar & Restaurant, har noget med lukningen at gøre.

– Da det skete, var restauranten allerede kørt ned på et meget lavt blus, siger Kasper Heebøll Harboe, som håber, det lykkes at finde nye aktører, der vil drive stedet videre som luksusbrasseri.

Nabo på godt og ondt

Et andet søm til stedets ligkiste var beliggenheden ved siden af Det Fedtede Hjørne.

– Det er både godt og skidt, for området trækker mange mennesker til.

– Men dem, der skulle sidde hos os og drikke øl, de sad hos et af serveringsstederne på hjørnet i stedet, siger Kasper Heebøll Harboe.

Fuld damp på Bretagne

Hotel Bretagne har til gengæld fuld damp under kedlerne, siger Harboe.

Hotellet, som også har ført en omskiftelig tilværelse gennem årene, har vendt et opstartsunderskud i 2018 til et overskud i 2019.

– Og hotellet har haft den samme omsætning i januar i år, som vi havde i marts sidste år. Så vi har allerede taget fat på forårssæsonen, kan man sige, lyder det fra forpagteren.

Artiklen sidst ændret: 10. februar 2020 08:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018