Konservative ude af forhandlinger: Frygter for Helsingør


Af Helsingør Dagblad

Den konservative borgmester Benedikte Kiær. Foto: Lars Johannessen

Konservative er ikke længere del af forhandlingerne om en stor udligningsreform, siger partiet til Berlingske.

Regeringen har ifølge Berlingske meddelt De Konservative, at partiet ikke længere er en del af forhandlingerne om den store udligningsreform, der blev præsenteret tidligere i januar. Ifølge Finansministeriet er Liberal Alliance også ude for nu.

Udligningsreformen skal ændre det system, der sender milliarder af kroner fra rige kommuner til fattige kommuner.

I regeringens udspil står det klart, at Konservativt-ledede kommuner er nogle af dem, der skal betale mere – blandt andet Helsingør.

– Vi har bare fået at vide, at regeringen forhandler videre med nogle andre partier, og at vi ikke bliver en del af den her reform, siger Rasmus Jarlov (K) til Berlingske.

Rasmus Jarlov (K), der er sit partis finansordfører, fortæller til avisen, at han ikke har fået nogen årsag at vide af regeringen. Og at partiet nu frygter, at de kommuner, der har konservative borgmestre, ikke bliver repræsenteret i forhandlingerne.

– Vi frygter lidt, at det med Venstre og Socialdemokratiet ved forhandlingsbordet bliver to ulve og et får, der skal stemme om, hvad de skal have til aftensmad, og at man så bare bliver enige om, at de konservative kommuner er nemme ofre, siger Rasmus Jarlov til Berlingske.

Finansminister Nicolai Wammen (S) skriver i en kommentar, at regeringen vil fortsætte forhandlingerne med de partier, man efter de indledende forhandlinger er tættest på.

– Det betyder også, at vi i første omgang ikke har flere møder med De Konservative og Liberal Alliance, skriver ministeren.

Liberal Alliance skriver, at de først gennem pressen er gjort opmærksom på, at de ikke længere er del af forhandlingerne. Og at partiet gerne var blevet, selvom man ikke har meget tiltro regeringens udspil.

– Det handler slet ikke om, at nogle kommuner ikke har penge nok til at levere en tilfredsstillende offentlig service.

– Det handler om, at regeringen gerne vil give flere penge til kommuner, som har en socialdemokratisk borgmester. Det er rent socialdemokratisk kammerateri, skriver ordføreren.

Den kommunale udligning er et betændt område politisk, fordi det rammer borgmestre af alle politiske observanser. Og derfor vil udløse frustration.

I regeringens udspil lægges der op til, at omfordelingen stiger med 1,4 milliarder kroner fra de nuværende 18,5 milliarder kroner, der er niveauet for nuværende.

I grove træk vil udspillet sende flere penge fra øst mod vest i Danmark. Men det er blevet kritiseret for at tilgodese kommuner i eksempelvis Københavnsområdet med socialdemokratiske borgmestre.

Flere konservative borgmestre – blandt andre Hans Toft fra Gentofte – har kritiseret udspillet voldsomt.

– Regeringen ser overhovedet ikke på de rådighedsbeløb, de enkelte borgere har – og det er en virkelig vigtig faktor. Derfor øger de forskellen mere, hvis vi skal afgive flere penge til andre kommuner.

– Der må være en grænse for, hvor meget vi skal betale til andre kommuner. Jeg mener allerede, at vi betaler nok, har han tidligere sagt til Ritzau.

Regeringen forhandler nu sit udspil med Folketingets partier. De Radikale har tidligere understreget, at de mener, det er afgørende, at der kan nås et bredt flertal om en eventuelt aftale.

/ritzau/

Artiklen sidst ændret: 12. marts 2020 10:39

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018