Klumme: Den dag du skal videre


Af Helsingør Dagblad

Casper Skovgaard er dagens klummeskribent.

Navnet på mine bedsteforældres kolonihavehus var Slipenski som i ”slip en ski’”. Det beskriver deres tilgang til livet temmelig godt.

Af: Casper Skovgaard

De var åbensindede, åbenhjertede, intelligente, sprængfyldte med humor og karisma.

De var ikke bange for at brage en salut, når sovsen og kartoflerne var spist, og smøgen sad behændigt i mundvigen.

Livsnydere tror jeg, man kan kalde det, for sådan var tiden.

Der var ribs og jordbær i haven, bingoplader på bordet, og ud af radioen strømmede lyden af ”Dansktoppen” og radiobingo. Min farfar var selv bingovært i lokalradioen, og jeg havde da også æren af at være producer på en god portion af hans bingoshows.

Søndag hentede han mig tidligt om morgenen. Jeg havde stort set altid tømmermænd.

Så var det ellers i radiostudiet for at sidde og afspille ”Dansktoppen” og tage imod opkald fra Bitten i Ulstrupparken, der havde vundet 200 kroner og var nervøs, fordi hun skulle live i radioen. Bagefter rullede vi hjem til farmor, der stod klar med flæskestegen. Sikke en fest.

Mine bedsteforældre er taget videre.

Min farfar døde om natten, mens han sov. Et ønskescenario, hvis jeg selv skulle vælge, hvordan jeg skal herfra.

Det tog desværre så hårdt på min kære farmor, at hun selv kun holdt stand nogle få måneder, før hun selv tog af sted. Hun ville være hos sin mand. Jeg husker, hvordan hun lå i sin seng midt i stuen, totalt afkræftet, men stadig med sit umiskendelige glimt i øjet.

Jeg havde en del turbulens i mit liv på det tidspunkt og vidste hverken fra eller til, så jeg spurgte hende til råds.

Hun tog fat i min hånd og sagde følgende: ”Du skal følge dit hjerte!”. Et svar, som, da jeg fik det, lød så klichéfyldt, at jeg havde svært ved at forholde mig til det.

Jeg havde jo mere brug for et konkret svar om, hvad jeg skulle gøre i den givne situation, men sådan blev det ikke. Og tak for det, farmor.

Vi sidder nu mere og mere på alle vores skærme og følger med i, hvordan andre mennesker lever deres liv. Hvis ikke det er i realityprogrammer, er det på Instagram, Snapchat eller Facebook.

Selv de mest latterlige og uintelligente mennesker får taletid og spalteplads i medierne.

Jeg labber det selv i mig og bruger som tidligere beskrevet oceaner af tid på de sociale medier. Men hvis vi bruger al vores tid på at være tilskuere i de andres liv, hvor meget tid har vi så tilbage til at leve vores eget? Ender vi så ikke bare som ”røven af fjerde division” – på udskiftningsbænken – mens de andre er på banen og spiller kamp?

Min farmors råd til mig om at følge mit hjerte er i hvert fald ikke i tråd med kun at være tilskuer i livet, mens det suser forbi.

For det gør det.

Før jeg ved af det, ligger jeg i en seng midt i stuen og holder mit barnebarn i hånden, mere eller mindre klar til afgang. Det er det eneste sikre ved livet.

Vil jeg så være bekendt, at tiden er gået som tilskuer i komplet ligegyldige menneskers liv? Næppe …

Der skal fejles, grines, grædes og tages chancer. Der skal kæmpes, råbes, synges, nydes, pruttes og skændes.

Der skal elskes, kysses, nusses, fortælles og lyttes. Alt er forbigående, og selvom vi oftest lever, som om vi er udødelige, så er det hele pludselig forbi.

Jeg vil hoppe ud i livet og følge mit hjerte, før det er for sent. Måske du burde gøre det samme?

Artiklen sidst ændret: 13. februar 2020 13:23

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Vil du gerne sortere dit affald?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018