Nu kommer IKEA til Tikøb


Af Helsingør Dagblad

Du kan snart købe online og hente dine varer i Tikøb. Foto: IKEA

Når kunderne ikke kan komme til IKEA i Gentofte, må IKEA komme til kunderne. Det er filosofien bag seks nye afhentningssteder, som IKEA har etableret i blandt andet Tikøb.

HENT SELV: For mange kunder i Nordsjælland er en tur IKEA Gentofte ofte et hyggeligt udflugtsmål. Men af og til kan tid og afstand betyde, at man ikke får taget turen til IKEA.

Nu er der godt nyt til de mange nordsjællændere, der ikke lige når forbi varehuset i Gentofte, for med introduktionen af en ny ’Klik & Hent’-service med 37 afhentningssteder over hele landet, herunder seks i Nordsjælland, bliver det nu nemmere at få fingrene i varer bestilt på IKEA.dk.

I Helsingør kommer der et afhentningssted i Tikøb – mere specifikt hos SPAR-købmanden på Fredensborgvej.

– Vi har kunder fra det meste af Nordsjælland, men mange har også en lang køretur her til IKEA i Gentofte. Nu gør vi turen kortere for rigtigt mange kunder ved at etablere de her afhentningssteder rundt om i Nordsjælland. Vi håber, at mange vil opleve, at det bliver nemmere at handle med IKEA, og at det er en stor hjælp at få leveret varerne tæt på eget hjem, siger varehuschef i IKEA Gentofte Fatima Gustafsson.

Hent varerne på p-pladsen

Med den nye service kan man på udvalgte tidspunkter hente sine IKEA varer direkte ud af fragtbilen på parkeringspladser i Virum, Søborg, Tikøb, Birkerød, Frederikssund og Ganløse. Samt 31 andre steder rundt om i landet.

– De seks afhentningssteder ligger godt placeret og er nemme at komme til. Vi har allieret os med SPAR, Go’on og Pelican Self Storage og benytter deres parkeringspladser, når fragtbilen fra IKEA kommer forbi. Vi glæder os meget til at se, hvordan kunderne tager imod den her nye service, siger Fatima Gustafsson.

Den nye service, som kaldes ’Klik & Hent’, er et supplement til ’Her & Nu’-levering, som IKEA introducerede i efteråret 2019, hvor kunder kan bestille og samme dag få leveret større ordrer til hjemmeadressen.

Klik & Hent koster 79 kr. pr. ordre, uanset om man bestiller et rullegardin, en reol eller et køkken til afhentning.

Sådan fungerer Klik & Hent

  1. Kunden finder sine ønskede varer på IKEA.dk og lægger dem i varekurven
  2. Ved check ud skal man vælge ’Klik & Hent’ som leveringsform
  3. Kunden vælger et afhentningssted tættest på sin bolig
  4. Kunden vælger derefter det afhentningstidspunkt, der passer bedst
  5. Kunden afhenter sit køb hos fragtbilen i det tidsrum, hvor den holder parkeret på afhentningsstedet

Artiklen sidst ændret: 19. marts 2020 08:37

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018