Konkurrenterne fravælger Danmark til EM-hovedkvarter


Af Helsingør Dagblad

EM spilles denne gang i 12 forskellige europæiske lande. - Foto: Michaela Rehle/Reuters

Danmarks tre indledende EM-modstandere har alle valgt at bo uden for Danmark under sommerens EM.

Til sommer er København medvært for en af puljerne ved fodbold-EM, men det betyder ikke, at EM-deltagerne kommer til at bo i Danmark under slutrunden.

Det fremgår af en liste over de enkelte landes EM-hovedkvarter, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har offentliggjort.

Danmark vil have “base camp” i Helsingør, men ingen af de tre gruppemodstandere har valgt at slå lejr på dansk grund.

Belgien bliver hjemme i Tubize godt 30 kilometer fra Bruxelles, mens Finland har valgt at bo i Rusland.

Finnerne kommer til at bo i Repino uden for Sankt Petersborg, som er den anden værtsby for puljen.

Rusland har valgt Novogorsk i nærheden af Moskva som EM-hovedkvarter. Både Rusland, Finland og Belgien skal spille to puljekampe i Sankt Petersborg og en i København.

Danmark spiller til gengæld alle sine indledende kampe i Parken.

De danske arrangører havde stillet Valby Idrætspark til rådighed som træningsbane, hvis en nation havde valgt at slå sig ned i København.

EM-slutrunden er denne gang spredt over 12 værtsbyer i 12 forskellige lande.

Turneringen begynder 12. juni.

/ritzau/

Artiklen sidst ændret: 20. marts 2020 13:56

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018