Lanternernes aften på havnen


Af Pernille Hermann

Fredag aften åbnede Helsingørs nye Lanternefestival for første gang. Flere hundrede børn og voksne var med.

HELSINGØR: Stemningsfuldt og hyggeligt åbnede Helsingør Lanternefestival fredag klokken 18 med optog gennem gaderne fra Toldkammeret til Kulturværftet.

Børn og voksne fra flere af byens skoler og kulturinstitutioner havde dekoreret rispapirlamper med indbygget led-lys og sat dem på lange stænger, og i spidsen gik unge fra teatergrupen Ragnarock fra Humlebæk med lysende dyremasker og mere end mandshøje vintergækker.

Lydsiden var en vigtig side af den gode stemning. Rungende toner gav optoget en lidt kultisk stemning, og ved ankomsten til Kulturværftet stod lige så mange mennesker klar til at tage imod – mange med kameraerne parat.

Mange har bidraget

Børn fra Byskolens mindste klasser sang festivalen i gang, og så var det borgmester Benedikte Kiær, der åbnede Helsingørs første lanternefestival med inspiration fra byer i hele verden – ikke mindst thailandske Ping Tung, der har udlånt to store lysskulpturer fra verdens største lanternefestival.

Initiativet kommer fra Kulturværftet, men mange har bidraget på forskellig vis – ikke mindst Havnen, Museet for Søfart, Helsingør Gymnasium og Billedskolen Art Lab samt den lokale kunstner Joel Illerhag.

Der var sørget for lysguirlander på de historiske skibe – og grønt lys på Herakles-skulpturen og rødt på kranen på Kongekajen, som symbol på styrbord og bagbord. Sådan vil det være under hele festivalen, som fortsætter til den 1. april. Toldkammeret udstiller desuden gymnasieelevernes lysskulpturer i samme periode.

Mere lys i mørket

– Lanterne er en maritim tradition, der passer til vores by, og vi har brug for den glæde og optimisme, som lysene spreder her i den endnu ret mørke tid. Derfor håber jeg, at dette års festival markerer en ny tradition her i Helsingør, sagde Benedikte Kiær – og takkede alle dem, der har lagt mange kræfter i denne første festival.

Hele forsamlingen på 3-400 mennesker gik med rundt og fik tændt lys i de to store skulpturer fra Taiwan-festivalen – “Wood of wind” og “Light of Time Beeing”.

I marts inviterer Kulturværftet og Museet for Søfart byens borgere til en workshop i Kulturhavnen med inspirationsoplæg om udvikling af fremtidens lanternefestival.

Artiklen sidst ændret: 21. marts 2020 22:42

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018