Farvel og tak til kommunen


Af Niels Berg

En lang karriere i Helsingør Kommune er slut for Maria Dalsgaard. Fredag sagde hun tak for denne gang til samarbejdspartnere og kolleger gennem mere end 32 år.

PENSION: Efter mere end 32 år som ansat i Helsingør Kommunes administration sagde direktionskonsulent Maria Dalsgaard, Hornbæk, fredag middag farvel til sine kolleger på Helsingør Rådhus.

Det skete ved en farvel-reception i kantinen, som ligger næsten oppe under rådhustaget.

Som ventet undlod meget få at dukke op til receptionen for at give den 65-årige et håndtryk og sige tak for samarbejdet.

22 år i Hornbæk

Maria Dalsgaards nærmeste familie, som består af fire “og et halvt” sammenbragte børnebørn og fem sammenbragte børn, var også til stede sammen med hendes mand, Julian Isherwood.

Den afgående direktionskonsulent bor på 22. år i Hornbæk, hvor hun har fingeren med i et væld af foreninger og aktiviteter.

– Så jeg kommer ikke til at kede mig, når jeg nu får en masse tid til rådighed, vurderede hun.

Masser af aktiviteter

Maria Dalsgaard skal blandt andet passe sine poster i det lokale menighedsråd, hos Flynderupgårds Venner, Hornbæk lokalarkiv, Hornbæk Havnefest og i Saga-bådlauget.

Hun, som oprindelig er uddannet landskabsarkitekt, begyndte som praktikant i kommunen. En så mangeårig karriere på den samme arbejdsplads er ikke længere så almindeligt.

– Men kommunen har en evne til at holde på medarbejderne, og det gjaldt også mig, siger Maria Dalsgaard.

Artiklen sidst ændret: 28. februar 2020 15:47

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018