Nordsjælland-træner: Vi tror på os selv, selvom ingen andre gør


Af Victor Kuhlman

Nordsjælland Håndbold har kun fået point med fra en kamp i fire ud af 21 forsøg. Arkivfoto: Torben Sørensen

Lørdag klokken 15.00 møder Nordsjælland Håndbold Ribe-Esbjerg i Helsinge-Hallen. Hjemmeholdet har desperat brug for en sejr.

HÅNDBOLD: Det kører ikke som smurt i olie for Nordsjælland Håndbold i denne sæson, der kun har fået point med fra en kamp i fire ud af 21 forsøg.

Sidst de spillede, blev det til et femmåls-nederlag mod Mors-Thy, der for alvor stak af i anden halvleg.

Cheftræner Simon Dahl var på mange punkter tilfreds med præstationen, men dog skuffet over, at Nordsjælland ikke får mere med fra kampen.

– Vi spiller på rigtig mange måder på lige den måde, som vi gerne vil. Vi manglede desværre bare lidt skarphed, da det hele skulle afgøres, og så må man også bare give cadeau til Mors-Thy, siger Simon Dahl.

Det er sket flere gange i sæsonen, at Nordsjælland Håndbold har været fint med ved halvlegen, men alligevel til slut har tabt kampen.

– Det er altid frustrerende, når man ikke får det udbytte af kampen, som man gerne vil have. Det er bare også en del af præmissen, når man spiller på det niveau, som vi gør. Vi vil fortsætte med at have fokus på de ting, vi gør godt, men også på de ting vi skal forbedre. Vi skal blive bedre til at score mål og profitere, når vi er inde i gode periode af kampen, siger Simon Dahl.

Holdene skriger på point

Med fem kampe tilbage af grundspillet, skal Nordsjælland fortsat kæmpe alt, hvad de har lært, for at sikre overlevelse.

På nuværende tidspunkt er der fire point op til Lemvig og KIF Kolding, hvis Nordsjælland skal gøre sig forhåbninger om at rykke væk fra den direkte nedrykningsplads.

Simon Dahl oplever dog stadig optimisme og tro på tingene i Nordsjælland Håndbold, selvom holdet har været på sidstepladsen under hele sæsonen.

– Jeg føler egentlig ikke, at presset er større nu, end det har været resten af sæsonen. Fra da vi startede i juli, var der ingen der troede på os, og det er der stadig ingen der gør. De eneste der tror på Nordsjælland Håndbold, er os selv, og det vil vi blive ved med. Det er også det eneste vigtige, siger cheftræneren.

Holdet får muligheden for to tiltrængte point, når de hjemme i Helsinge-Hallen lørdag klokken 15.00 skal møde Ribe-Esbjerg, der ligger nummer fem med 24 point.

Simon Dahl forventer, at Ribe-Esbjerg kommer til at være lige så sultne efter point som Nordsjælland.

– Alle holdene skriger efter point, så der er ingen gratis kampe. Vi møder et hold, der har et fire gange så stort lønbudget, som vi har. Det behøver man ikke være bedre af, men de har lidt flere strenge at spille på. Vi vil angribe for at vinde, som vi altid gør, siger Simon Dahl.

Brug for fansenes hjælp

Selvom sæsonen ikke er gået som håbet, har der været massiv opbakning til holdet.

Faktisk har Simon Dahl ikke i andre sæsoner oplevet, at så mange fans har støttet holdet, som tilfældet har været i år.

– Vi er meget glade for, at der er så stor opbakning til os i Helsinge, Hillerød og Helsingør. Det betyder rigtig meget for os. Man kan ikke klandre fansene for ikke at dukke op, for de har været forbilledlige hele sæsonen, og det har været en fornøjelse, fortæller Simon Dahl.

Derudover er cheftræneren bare glad for, at kampen mod Ribe-Esbjerg bliver spillet i egen hule.

– Vi har leveret godt på hjemmebane i det sidste stykke tid, hvor tilskuerne selvfølgelig har haft en stor indflydelse på vores præstationer. Man kan sige meget om Nordsjælland Håndbold, men én ting er sikkert. Man får noget får pengene til vores kampe, siger Simon Dahl.

Han håber, at Helsinge-Hallen er helt fyldt i lørdagens kamp.

– Jeg håber, at folk har lyst til at dukke op. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få, så vi også kan spille ligahåndbold til næste sæson, siger Simon Dahl.

Artiklen sidst ændret: 4. marts 2020 10:54

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018