Comwell lukker otte hoteller – ikke i Snekkersten


Af Claus Kjærsgaard

Comwell-kæden lukker midlertidigt otte af femten hoteller, men holder fortsat konferencecenteret i Snekkersten åben. Foto: Torben Sørensen

Coronavirus har betydet, at omsætningen er faldet mere end 90 procent hos Comwell.

KØBENHAVN: Comwell lukker midlertidigt otte af sine 15 hoteller i Danmark.

Det oplyser hotelkæden i en pressemeddelelse.

Der er tale om hotellerne i Holte, Sorø, Korsør, Klarskovgaard, Middelfart, Kongebrogaarden, Kellers Park og Rebild Bakker. Lukningen gælder i første omgang frem til 31. marts.

Administrerende direktør Peter Schelde kalder situationen vanskelig.

Han understreger samtidig, at det vigtigste er at håndtere coronakrisen og leve op til regeringens tiltag.

Ifølge Peter Schelde er Comwells omsætning faldet mere end 90 procent på det seneste.

Comwell er langtfra den eneste hotelkæde, der er hårdt presset af coronavirusset.

Dels er antallet af turister faldet brat, men det samme er antallet af forretningsrejsende, og mere eller mindre alle konferencer og større møder er blevet aflyst.

Comwell vil fortsat holde syv hoteller åbne. Det er i Aarhus, Aalborg, Odense, Køge, Kolding, Snekkersten og Roskilde.

/ritzau/

Artiklen sidst ændret: 19. marts 2020 14:33

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018