Ensom i coronakrisen? Få dig en hund


Af Niels Berg

En hund eller et andet kæledyr kan være vejen ud af ensomhed og hjælpe i en eventuel coronaisolation. Foto: Agria Dyreforsikring

Mænd og kvinder, som har et kæledyr, føler sig mindre ensomme.

HELSINGØR: Ifølge tal fra Danmarks Statistik bor mere end 1 million danskere alene. Størstedelen lever i bedste velgående uden en bofælle, mens andre føler sig ensomme.

En ny undersøgelse af Agria Dyreforsikring viser, at 79 procent kvinder ejer en hund, kat eller hest, som får dem til at føle sig mindre alene. 58 procent af mændene er enige. Scoren er højest for de 18-39 årige både hos mænd og kvinder, som angiver, at deres kæledyr får dem til at føle sig mindre ensomme.

I et individualistisk samfund, hvor man ikke tør sætte sig ved siden af en fremmed i bussen og måske ikke hilser på naboen på vej ud ad døren eller måske er isoleret på grund af coronakrisen, kan det være let at føle sig alene.

– I dag viser forskning, at kæledyr kan være med til at gøre en ende på ensomhedsfølelsen, fortæller Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring.

Fra dyr til mennesker

Hun fortæller også, at ensomhed opstår i en uoverensstemmelse mellem menneskers forventninger til social kontakt og de behov, de har. Hvis behovet for social kontakt ikke bliver opfyldt, kan det resultere i ensomhed.

For dem, der føler sig ensomme, mener 76%, at en hund vil være det bedste valg blandt kæledyr, og det tal kommer ikke bag på Tine.

– Fordelen ved at være omgivet af vores firbenede venner er, at de fremmer social kapital og kan mindske følelsen af at være forladt. De hiver os bogstaveligt talt ud ad døren, hvor vi møder andre mennesker og falder i snak, fortæller Tine.

49 procent hundeejere kan skrive under på, at deres daglige gåture med Fido har åbnet døre til nye sociale sammenhænge.

berg

Artiklen sidst ændret: 24. marts 2020 13:06

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018