Helsingør får lidt færre nye corona-smittede


Af Jesper Munch Nielsen

Set over den seneste uge har eksempelvis Gribskov oplevet en større stigning i covid 19-tilfælde.

HELSINGØR: Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut har tempoet i coronavirus-smitten øjensynligt mindsket en smule i Helsingør – forstået på den måde, at antallet af bekræftede tilfælde har ligget stabilt i samme niveau i fem dage. Samtidig viser tal fra Statens Serum Institut, at i løbet af den seneste uge har Helsingør oplevet færre nye, bekræftede covid 19-patienter end flere andre kommuner i Nordsjælland.

25 til 37 covid 19-syge

Antallet af bekræftede coronavirus-smittede helsingoranere ligger dog stadig højt sammenlignet med for eksempel Gribskov, Fredensborg og Hillerød.

Statens Serum Institut placerer Helsingør i den kategori, hvor der per 100.000 indbyggere er et sted mellem 40 og 59 borgere, som er testet positiv for covid 19 – omregnet til Helsingørs knap 63.000 indbyggere svarer det til, at der er mellem 25 og 37 bekræftede covid 19-patienter.

Den voldsomme start

40 til 59-kategorien har Helsingør ligget i siden fredag.

En ny opgørelse fra Statens Serum Institut kunne tyde på, at Helsingør efter en voldsom begyndelse på coronavirus-pandemien med mange registrerede tilfælde af covid 19-sygdommen for øjeblikket oplever, at smittetrykket falder en smule.

Den nye opgørelse viser antallet af registrerede tilfælde af covid 19 i de forskellige kommuner i løbet af de seneste syv dage. Statens Serum Institut placerer Helsingør i kategorien 10 til 19 nye registrerede tilfælde per 100.000 indbyggere, 6 til 12 omregnet til Helsingørs-befolkningstal.

Fredensborg ligger med kun 1 til 9 nye tilfælde, Hillerød på samme niveau som Helsingør, mens Gribskov ligger i kategorien 20 til 29 nye registrerede tilfælde af coronavirus-smittede personer per 100.000 indbyggere, og Hørsholm Kommune lige på den anden side af Fredensborg ligger i den højeste kategori, mere end 30 ny-registrerede tilfælde af covid 19 i løbet de seneste syv dage.

Man skal huske, at tallene fra Statens Serum Institut ikke medregner, det såkaldte mørketal – nemlig at der givetvis er et ret højt antal danskere i Helsingør og andre kommuner, der lider af covid 19, men som ikke har haft behov for behandling og ikke er blevet testet eller registreret som coronavirus-smittede.

Nordsjælland hårdt ramt

Statens Serum Institut offentliggør ikke de præcise smitte-tal for enkelte kommuner, men dog tallene fordelt på landsdele eller større områder. Her ligger Nordsjælland med godt 460.000 borgere fortsat meget højt.

176 bekræftede tilfælde af coronavirus-smittede borgere er talt op i Nordsjælland indtil videre. Ifølge Statens Serum Institu, betyder det, at der er næsten 38 bekræftede covid 19-patienter for hver 100.000 borgere i Nordsjælland – kun områder København By og København Omegn ligger højere end Nordsjælland i antal bekræftede covid 19-patienter per 100.000 mennesker.

Sådan er corona-udviklingen lokalt

Nordsjællands antal af bekræftede covid 19-patienter ser således ud – i parentes er angivet antallet af patienter per 100.000 borgere i landsdelen

24. marts: 176 (37,1)

23. marts: 163 (35,1)

22. marts: 151 (32,5)

21. marts: 140 (30,0)

20. marts: 130 (28,0)

19. marts: 120 (25,9)

18. marts: 108 (23,3)

17. marts: 102 (22,0)

16. marts: 95 (20,5)

13. marts: 85 (18,3)

12. marts: 73 (15,7)

Artiklen sidst ændret: 24. marts 2020 13:46

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018