Beboer på Grønnehaven Plejecenter smittet med corona


Af Kirsten Moth

Beboer smittet af corona på Grønnehaven Plejehjem i Helsingør. Foto: Lars Johannessen

Helsingør Kommune indskærper reglerne for at stoppe smittespredning over for alle medarbejdere.

HELSINGØR: En beboer på plejehjemmet Grønnehaven er blevet smittet med corona.

Det bekræfter Helsingør Kommune overfor Helsingør Dagblad.

Allerede mandag blev både medarbejdere og pårørende til beboere på plejehjemmet orienteret om, at en beboer er coronasmittet. Den pågældende beboer er, ifølge orienteringen indlagt, og de pårørende underrettet.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan beboeren har det.

Det fremgår også af informationen til medarbejdere og pårørende, at beboerne generelt ikke har haft særlig meget kontakt med hinanden.

Eneste smittede

Formand for Helsingør Kommunes omsorgs- og sundhedsudvalg, Johannes Hecht-Nielsen, Venstre, siger til Helsingør Dagblad, at det ifølge hans kendskab er den eneste smittede plejehjemsbeboer i kommunen.

Han har af kommunens ledelse fået lovning på, at de særlige foranstaltninger for at undgå smitte indskærpes yderligere overfor alle medarbejdere.

Det sker i forbindelse med et indslag i TV 2 Lorry, hvor en svensk medarbejder ansat på et plejehjem i Helsingør fortæller, at hun ikke er blevet orienteret om de særlige regler, der gælder i Danmark.

– Det skal vi naturligvis sikre, at det sker. Vi er dybt afhængige af de ca. 200 medarbejdere, der fra Sverige kommer over til Helsingør for at arbejde, ikke mindst i denne situation. Vi kan slet ikke klare det uden dem.

Samtidig understreger udvalgsformanden, at coronasmitten kan komme alle steder fra, og at netop Helsingør ifølge de aktuelle smittetal er et af Danmarks røde områder med flest smittede.

Forskelle

Som Helsingør Dagblad skrev forleden, er der stor forskel på, hvordan coronakrisen håndteres i Sverige og i Danmark. Og dermed store forskelle mellem Helsingborg og Helsingør, og på, hvordan vi lever vores liv i de to sundbyer, der ligger 20 minutters sejlads fra hinanden.

Det har også fået Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup til at tage en tur til Helsingør, hvorfra han til TV 2 Lorry har påpeget behovet for at intensivere corona-testerne.

Pårørendende: flere tests

Helsingør dagblad har talt med en pårørende til en beboer på Grønnehaven Plejehjem.

– Vi er vist mange, der er meget bekymrede for, at man ikke kan teste mere, end man kan. Jeg er helt klar over, at det er en beslutning, der skal komme fra regeringen, for plejehjemmet og kommunen kan jo kun gøre det, de gør. Men som pårørende må jeg støtte Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup, i hans opfordring til at give mulighed for at kunne teste meget mere, ikke mindst blandt sundhedspersonale og ikke mindst i en grænseby som Helsingør, siger den pårørende, der gerne vil være anonym.

Artiklen sidst ændret: 25. marts 2020 13:13

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018