Klumme: En ilddåb fyldt med håb


Af Jennifer Jensen

Helsingør Dagblads debatudvikler Jennifer Jensen. Foto: Lars Johannessen

Jeg har lige rundet min første måned hos Helsingør Dagblad, og lad mig bare være ærlig – det var da ikke lige denne her start, jeg havde forestillet mig (men hele den nye virkelighed var det vist de færreste, som forudså).

Jeg havde knapt nok lært mine nye kolleger, arbejdsgangene og Helsingør-området at kende, før verden blev vendt op og ned, og jeg blev ”lænket” til at arbejde fra skrivebordet i mit hjem i København. Fire voksne mennesker hjemmearbejdende i en treværelses lejlighed.

Forstå mig ret – jeg er helt med på, hvor privilegeret jeg er i denne her situation i forhold til rigtig, rigtig mange andre danskere. Jeg har stadig mit job, som fint kan passes fra hjemmekontoret, selvom jeg hellere ville møde ind i Helsingør. Jeg har ikke børn, som kræver min opmærksomhed, mens institutionerne er lukket – eller hvis tysklektier jeg ville have ret svært ved at hjælpe dem med.

Og vigtigst af alt har jeg ikke en særlig grund til at frygte for mit eget helbred. Jeg tager alle de forholdsregler, myndighederne opfordrer til, og ser ingen andre end de tre, jeg bor med – men det er for at stoppe smittekæder og mindske spredningen på andres vegne, ikke fordi jeg selv (forhåbentlig) er i risikogruppen for det her.

Men det er mine bedsteforældre med deres høje alder og lungesygdomme. For dem – og også os, der er tæt på dem – har det her ført et tykt lag af bekymring med sig. De har været nødt til at isolere sig og få andre til at handle for dem den næste tid. Det gør mig tryg at vide, at de passer på dem selv derovre i Jylland. At andre familiemedlemmer er trådt til for at hjælpe, mens jeg selv sidder langt væk fra hovedlandet.

Men det er ikke alle, som har familiemedlemmer, der har mulighed for at træde til i denne tid. Måske er der ikke familie i nærheden (eller måske er der slet ikke familie). Eller familiemedlemmer kan være syge eller selv være i en særlig risiko.

Blandt andet derfor oprettede vi på Helsingør Dagblad facebookgruppen ’Corona – vi hjælper hinanden i Helsingør’. Og det har været noget af en ilddåb for mig som debatudvikler. I skrivende stund er der flere end 1000 personer, som har meldt sig ind i gruppen. Her bliver der flittigt postet nyt fra myndighederne og delt inspiration til alt fra børneaktiviteter og fællessang til hjemmetræning og opmuntrende videoer.

Og ikke mindst bliver der hjulpet personer, som har brug for hjælp. Personer, som af forskellige grunde sidder isoleret derhjemme i denne tid, og som har brug for hjælp til at få handlet, hentet medicin eller luftet deres hunde.

Det kan være drønsvært at bede om hjælp fra fremmede. Så det gør mig simpelthen så glad at høre deres lettelse, når de ringer til mig, og jeg forsikrer dem om, at der nok skal være nogen i gruppen, som er klar til at hjælpe dem. For det er der nemlig hver gang: Nogen, som straks springer til og er klar til at hjælpe, hvor der er brug for det.

Det er et fantastisk fællesskab at være en del af. Og det giver mig en følelse af håb midt i al uvisheden i denne uvirkelige virkelighed. Jeg er så imponeret over, hvor meget vi rykker sammen som danskere lige nu – uden fysisk at være sammen. Og jeg bliver rørt hver dag af hjælpsomheden og næstekærligheden, blandt andet i facebookgruppen, hvor fremmede hjælper hinanden.

Jeg har ikke økonomisk eller politisk sans nok til at komme med skarpe analyser af, hvad det er for et samfund, vi står med på den anden side af corona-epidemien – så det vil jeg lade være med at kloge mig på. Men jeg håber, vi holder fast i hjælpsomheden og opmærksomheden på de mennesker, vi har omkring os – kendte som ukendte. Og så glæder jeg mig til en hverdag igen med de vante rutiner og en masse mennesker omkring mig.

Artiklen sidst ændret: 27. marts 2020 08:25

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018