Helsingborg aktiverer kriseberedskabet


Af Claus Kjærsgaard

Helsingborg har aktiviteret sit højeste alarmberedskab i fredstid. Foto: Lars Johannessen

I går opdaterede Helsingborg sit kriseberedskab til det næsthøjeste niveau. Det højeste i fredstid.

Af Claus Kjærsgaard

HELSINGBORG: Presset er der, men stadig ikke mere, end man kan klare det. Situationen er under kontrol, men uroen og usikkerheden om den kommende udvikling stiger.

Sådan kan man beskrive situationen i Helsingborg. I går valgte Helsingborgs borgmester Peter Danielsson at aktivere Krisledningsnämnden.

Beslutningen indebærer, at vigtige beslutninger i Helsingborg nu kan træffes af en meget lille gruppe.

Nævnet aktiveres, hvis der sker en ekstraordinær hændelse i fredstid, der kræver en hurtig beslutningsproces, hvis man for eksempel skal omfordele ressourcer.

Aktiveringen af nævnet er det næsthøjeste alarmberedskab, som kommunen kan være i, og det højeste uden for en egentlig krigstid. Det er første gang i fredstid, at Helsingborg tager det alvorlige skridt.

Forebyggende handling

Peter Danielsson mener, at betingelserne for at aktiverere krisebredskabet er til stede. Beslutningen bakkes op af alle politiske partier.

Peter Danielsson slog på et pressemøde torsdag morgen fast, at aktiveringen af nævnet er en forebyggende handling, og den ikke her og nu ændrer på beslutningsprocessen, hvor det er sundhedsmyndighederne, der anviser, hvad der bør ske i forbindelse med bekæmpelsen af covid 19-bekæmpelsen.

– Vi forbereder, men har endnu ikke stormen her, siger Peter Danielsson. Han henviser dermed direkte til Stockholms sundhedsdirektør, der i morges netop sagde, at “stormen er her” om Stockholms situation, efter at dødstallet i løbet af tirsdag steg med 18.

Så langt er man ikke kommet i Helsingborg, men man forudser flere alvorlige tilfælde og mere pres på sundhedsvæsenet, og det er baggrunden for, at nævnet nu aktiveres.

Nævnet har nedsat flere arbejdsgrupper, der nu skal berede byen på en forværret situation. Dels en gruppe, der fokuserer på erhvervslivets situation, og dels en tryghedsgruppe.

– Vi forbereder os på det værste, men håber det bedste, siger Peter Danielsson.

Kamp mod misinformation

Han slår fast, at en nøgleopgave for kommunen bliver at kommunikere bedst muligt.

– Der er ikke kun en corona-virus, der er også en uro-virus, og derfor skal vi kommunikere bedst muligt. Kommunikation eksternt og internt er vigtig. Vi må også modvirke misinformation og rygtespredning, siger han.

En af Helsingborgs udfordringer er, at man mangler beskyttelsesudstyr, men det arbejder man nu på at løse, så man er klar, når forholdene forværres.

Artiklen sidst ændret: 26. marts 2020 13:07

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018