To lokale bud på Danmarks sødeste kassedamer


Af Claus Kjærsgaard

Fem er nomineret i kampen om at blive årets kassedamme, blandt dem Helle Brandebunrg fra Netto i Ålsgårde og Birthe Knudsen fra Føtex i Helsingør.

Både Birthe Knudsen, Føtex Helsingør og Helle Brandenburg, Netto Ålsgårde kan vinde prisen som Danmarks sødeste kassedame.

HELSINGØR: I disse dage kæmper ansatte i dagligvarebranchen en brav kamp som nogle af de få, der stadig dagligt er i kontakt med mange mennesker, mens andre er isloerede. To af dem, der findes bag kasseapperaterne er Helle Brandenburg fra Netto i Ålsgårde og Birthe Knudsen fra Føtex i Helsingør, og de får i dag en vigtig opmuntring.

Både Birthe og Helle er nemlig blandt de fem finalister i ugebladet Hjemmets konkurrence “Danmarks sødeste kassedame”.

Nu kan alle stemme på de fem finalister, og Hjemmets chefredaktør, Marianne Gram, har en særlig bøn til alle, der er med til at finde vinderen af Årets kassedame blandt de fem finalister:

– Der er så utroligt mange kassedamer, som fortjener anerkendelse. Vi skal tænke på dem, når vi stemmer på en af de fem favoritkandidater. Og tænk på kassedamerne, næste gang du handler i dit lokale supermarked eller hos din lokale købmand. Gi’ dem et smil og en sød bemærkning. Det fortjener de hver og én,” siger Marianne Gram.

Her er hvad der skrives i nomineringen af Birthe Knudsen og Helle Brandenburg.

– Den 62-årige Birthe Knudsen hilser ikke bare på mange, når hun passer sit arbejde som kassedame i Føtex i Helsingør. Hun kender også mange af kundernes navne og følger lidt med i deres liv. Birthe kom fra restaurationsbranchen, hvor hun havde arbejdet i 30 år – de seneste ti på en bodega. Hun var glad for jobbet og havde mange søde faste gæster, men da hun grundet ejerens sygdom måtte stoppe, ville hun prøve noget andet.

En kunde kommer ligefrem med en blomst til Birthe.

“Min samlever kan have svært ved at finde ud af det med penge. Birthe giver sig altid tid til at hjælpe hende,” siger Michael Ring.

– Det er tredje gang, at Helle Brandenburg er nomineret til Årets Kassedame. Helle er uddannet hos en isenkræmmer og arbejdede i sit fag i mange år, indtil hun måtte stoppe på grund af en dårlig fod. Da hun fik muligheden for et prøveforløb i Netto, slog hun til. En uge inde i prøveforløbet, der var på tre uger, spurgte hendes chef: “Har du lyst til at blive fastansat”. Det ville Helle gerne, og nu, syv år senere, kan hun ikke se sig selv andre steder.

“Kunderne og kollegerne er min anden familie”, siger Helle, der er gift og mor til en datter.

“En dag, jeg kom hjem, stod der en supersmuk buket uden for min hoveddør. Jeg troede, den var fra min mand, men den var fra tre af kunderne. Der var en hilsen med, hvor der stod: “Fordi du altid er så sød”.”

Man kan stemme på en af kandidaterne ved at gå ind på Alt.dk eller på Hjemmet.dk.

Sidste frist for at stemme er den 14. april.

Artiklen sidst ændret: 26. marts 2020 10:45

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018