Kalder ansatte tilbage på job: Park og Vej genoptager dele af driften


Af Lars Lindevall

Nordsjællands Park og Vej (NSPV) har fået tilladelse til igen at løse opgaver, der kan klares udendørs og uden nævneværdig kontakt til andre mennesker.

HELSINGØR: For at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger og mindske smitterisikoen blandt borgere og medarbejdere, har Nordsjællands Park og Vej (NSPV) i en periode kun løst de mest kritiske opgaver. Og langt størstedelen af de cirka 130 medarbejdere har været hjemsendt.

Det betyder, at der nogle steder har været overfyldte skraldespande, og at der ikke har været et normalt vedligehold af blandt andet gang-, cykel-, og naturarealer.

Med efter udmeldinger fra statsministeren om, at opgaver, der kan løses udendørs og uden nævneværdig kontakt med andre mennesker, igen kan løses som normalt, vil NSPV fra mandag løse andre nødvendige opgaver, oplyser selskabet.

– Vi har som offentligt ansatte været sendt hjem, men efter statsministeren har meldt ud, at vi godt kan begynde at løse andre nødvendige opgaver, så øger vi frekvensen nu, siger Niels Christian Koefoed, direktør i Nordsjællands Park og Vej (NSPV), til Helsingør Dagblad.

Løsning af mindre opgaver

Han forklarer, at en stor del af NSPV’s medarbejdere derfor nu kan komme i gang med eksempelvis at feje cykelstier, slå græs på idrætsbaner, rette fliser og ordne mindre asfalt-opgaver.

Det er dog kun de opgaver, som medarbejdere kan løse enten alene eller med to meters afstand, som vil blive udført, fastslår direktøren.

– Derudover vil vi opfordre alle borgere til at undlade at komme for tæt på vores medarbejdere. Vi har selv medarbejdere i risikogruppen, men vi vil også gerne være med til at passe på borgerne, siger Niels Christian Koefoed.

Ophobning af affald

Normalt tømmer Nordsjællands Park og Vej skraldespande flere gange om ugen, men det er kun sket én gang ugentligt under corona-nedlukningen.

– Der er nogle små skraldespande, der har været lidt for fyldte, men vi øger også frekvensen på affaldsindsamlingen nu, siger Niels Christian Koefoed.

De mange medarbejdere er glade for at komme i gang med arbejdet igen, siger han:

– Vores medarbejdere går og tripper derhjemme for at komme ud og arbejde. Hverken ledere, kontorfolk eller folk i marken bryder sig om at gå ledige, og jeg synes, det er fint, at vi kan komme i gang, siger NSPV-direktøren.

Artiklen sidst ændret: 30. marts 2020 08:14

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018