Dagbog: Jeg egner mig ikke til livet som eremit


Af Katrine Wandrup

Maria Riiser.

Maria Riiser er i frivilig isolation, som hun holder dagbog fra.

DAGBOG: Mandag d. 30. marts. I Helsingør Dagblad står der i dag, at genbrugspladsen i Skibstrup igen åbner for private.

Dejligt! Bilens bagagerum er næsten fyldt med plastik, pap og andet affald, og i udhuset står en sæk med haveaffald.

Men de første par dage vil der sikkert være mange mennesker ved containerne, så jeg venter.

Mail fra min guddatter med en optagelse fra hendes og hendes mands bryllup sidste år.

Der var mange smukke billeder fra Island, hvor de blev viet. Jeg blev betaget af den imponerende natur, der er helt anderledes end den danske.

Mit kendskab til Island begrænser sig til Keflavik, hvor vi mellemlandede under en tur til Canada for mange år siden.

Tre-fire gange om året sender jeg penge til velgørende formål. Det havde jeg ikke gjort siden december, så jeg gik i gang med at udfylde girokort.

En af de ting, der har ændret sig i min tilværelse de seneste tre uger, er, at der stort set ikke er noget, der hedder deadline.

Tidligere tænkte jeg “Nu må jeg se at blive færdig med det her, for jeg skal mødes med A kl. 14 i Helsingør”.

Eller “B kommer til frokost i morgen, så det her skal gøres i dag”. Min eneste deadline er mine indlæg til Dagbladet.

Jeg prøvede at samle mod til at gå ned til Nordeas hæveautomat, der for tre måneder siden slugte mit Dankort.

Så mandede jeg mig op – underligt nok har jeg ikke hørt protester mod det udtryk, der vel må støde sarte sjæle inden for ligestillingskompagniet mere end “Den danske sang er en ung, blond pige”.

Jeg gik til hæveautomaten, satte meget forsigtigt mit kort i og holdt vejret. Ud kom både kontanter og mit kort.

Hurra, nu havde jeg penge på lommen og kunne skeje ud. Jeg købte et brev blomsterfrø til tre kroner i Netto.

Tirsdag d. 31. marts

Se, hvilken morgenstund! Øresund i de fineste lyseblå farver kun adskilt fra en orangefarvet himmel og en smal svensk kyststrækning. Jeg håber, at mange, der på den tid af dagen plejer at have travlt med at lave morgenmad, skynde på børn og smøre madpakker, giver sig tid til at nyde solopgangen.

Det er en åndelig vitaminpille.

Min søster ringede. Hun har psoriasis på benene og skal have et specielt fodbad hver dag. Men det kniber for hjemmehjælperne at nå det. De har ekstra travlt.

I haven er tulipanerne sprunget ud og mirabellebusken blomstrer.

Det er så smukt, men varer kun kort. Jeg rev græsplænen, hvor der efterhånden er mere mos end græs. Det gør jeg ikke noget ved. En mosplæne er da pæn.

Jeg skrev et langt brev til min veninde i Skødstrup, gik rastløs rundt i huset og var lidt trist uden at kunne finde ud af hvorfor.

Jeg havde det godt i mit lille hjem og manglede intet. Det var ganske vist tre uger siden, jeg havde set et menneske i mit hjem.

Det var vinduespudseren, der kom her d. 9. marts for at pudse mine vinduer udvendigt. Min opfattelse af vinduespudsere er, at de altid har meget travlt og hverken har tid eller lyst til at diskutere madopskrifter eller virus.

Men måske tager jeg fejl.

Telefonen ringede. Det var en tidligere genbo, der ville takke for et tillæg til Jyllands Posten, som jeg havde lagt på hendes trappe.Så var der mail fra en bekendt, der takkede for mine indlæg i Dagbladet.

Min tristhed lettede lidt. Jeg har et stort behov for at være alene, men erkender, at jeg ikke egner mig til at leve resten af mit liv som eremit.

Artiklen sidst ændret: 2. april 2020 07:26

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018