Avisebude: Trist at undvære Dagbladet


Af Andreas Mayerhofer

I øjeblikket har Helsingør Dagblad cirka 60 bude, som seks dage om ugen bringer avisen ud til byens borgere. Det håber de at blive ved med i fremtiden.

HELSINGØR: De nuværende ejere af Helsingør Dagblad har bebudet, at avisen skal sælges, hvis den ikke skal lukke i slutningen af denne måned. Det vil have indvirkning på mange af byens borgere og bladets medarbejdere. Ikke mindst dem, som hver – tidlig – morgen bringer papirudgaven rundt til folks postkasser.

Helsingør Dagblad har i øjeblikket i omegnen af 60 bude ansat, og der er et aldersspænd fra 13 til 70 år. Nogle lever af det, mens andre bruger det som tilskud til lønnen eller lommepenge.

I Humlebæk og Espergærde har 43-årige Darius Strzelecki hele syv ruter, som han leverer til mandag til lørdag. Det har han gjort i godt to år.

– Jeg vil være meget trist, hvis avisen lukker. Det vil selvfølgelig betyde noget for min økonomi, og det vil jeg da være ked af, men det er også trist for hele byen, hvis det sker. Helsingør Dagblad er vigtig for vores lokalsamfund, siger den herboende polak.

Ved siden af avisruterne kører han også sygetransport for Flextrafik, så helt arbejdsløs regner han ikke med at blive.

– Jeg går med aviser for at få ekstra penge, men jeg kan også rigtig godt lide at gå med aviser. På den måde kommer jeg tidligt i gang hver morgen, og det er en god start med noget frisk luft, siger Darius Strzelecki.

Han havde tænkt, at det med papiraviser måske ikke var fremtiden med alle de sociale og digitale medier, men alligevel…

– Jeg havde slet ikke set, at det skulle ske nu, og det bliver mærkeligt for hele byen, hvis det sker nu, siger han.

Sparer op til telefon

I den anden ende af byen går kollegaen Anton Nielsen rundt hver morgen med 80 aviser til beboerne i Ålsgårde.

– Jeg håber meget, at Helsingør Dagblad bliver købt og fortsætter med at eksistere. Jeg er meget glad for jobbet, som giver nogle ekstra lommepenge, og jeg er i gang med at spare op, fordi jeg gerne vil have en ny telefon, siger den 14-årige skoledreng.

Venner af familien har en søn, der ligeledes er bud for dagbladet, og det fik Anton til at sende en ansøgning, og i december fik han sine to ruter.

– Jeg står op lidt i seks hver morgen, og så cykler jeg ud med aviserne, inden jeg skal i skole. Det gør jeg seks dage om ugen, og det har jeg det fint med, siger Anton Nielsen, der fylder 15 år i den kommende sommer.

– Der er ikke så meget arbejde at få, når jeg er 14 år gammel bortset fra at gå med aviser, men når jeg fylder 15, kan jeg arbejde i butik, og det vil jeg da prøve, hvis avisen lukker, men først og fremmest håber jeg, at jeg kan fortsætte som avisbud, lyder det fra Anton Nielsen.

Artiklen sidst ændret: 3. april 2020 16:34

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018