Debat: Påske bringer håb og glæde – også i en udfordrende tid med coronavirus


Af Helsingør Dagblad

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Er du interesseret i at dele din mening, kan du sende et indlæg til os på debat@hdnet.dk.

I år er alt imidlertid helt anderledes, og meget har ændret sig i løbet af kort tid. Vi står midt i en historisk og alvorlig tid, hvor en virus har lukket næsten hele verden ned, og nu spreder frygt, bekymring, sygdom og død mange steder.

Den frie bevægelighed er borte, og familier kan ikke længere mødes – ligesom ældre på plejehjem ikke kan få besøg af deres nære.

For første gang i mange århundrede er kirkerne lukkede af sundhedsmæssige årsager, og det er smerteligt, at den vigtigste højtid ikke kan fejres med gudstjenester landet over – men nødvendigt på grund af smittefaren.

Vort samfund har på mange måder kørt i et højt tempo, og mange har været stressede i den travle hverdag, hvor vækst og effektivitet har været i fokus de seneste år.

Det satte denne virus imidlertid en brat stopper for, og vores dagligdag har på mange måder været meget anderledes og udfordrende.

Der har de seneste uger været mere tid til stilhed, refleksion og eftertanke.

Hvad vil fremtiden bringe, og hvordan vil det se ud, når denne truende virus er ovre? Hvor mange skal miste livet, og hvordan vil det gå med økonomien og de mange virksomheder og butikker, der har det meget svært?

Der er mange ubesvarede spørgsmål, hvor vi så let kan føle os svage og på gyngende grund.

Vi udfordres samtidig af destruktive ideologier – ligesom alternative livssyn også spreder sig omkring os. Alt er imidlertid ikke lige gyldigt eller lige meget. Vi må derfor altid huske at værne om det sande, ægte og gode.

I de seneste uger har vi også oplevet et unikt fællesskab under helt andre former. Fællessang i parker, på altaner og i hjemmene har været med til at knytte tætte bånd mellem mennesker landet over. Højskolesangbogen er kommet på en bestsellerliste, og et stort antal danskere har sunget med på Phillip Fabers dejlige udsendelser i Danmarks Radio. Det havde man nok ikke forventet for kort tid siden.

Midt i de store udfordringer kommer påsken så til os med stærkt og livsbekræftende budskab. Det handler om verdenshistoriens største begivenhed, som skete for 2000 år siden udenfor Jerusalem. Jesus Kristus tog her kampen op mod alt det ødelæggende og nedbrydende og sejrede over mørket, ondskaben og døden, da han frivilligt lod sig korsfæste. Langfredags gru og smerte blev dog afløst af en lys påskemorgen og en tom grav.

Livet, friheden og kærligheden sejrede, og dette gælder stadig – også i denne udfordrende og svære tid med coronavirus.

Lad os derfor tage påskens budskab til os og sammen gå fremtiden i møde med fortrøstning og håb og ønske hinanden en glædelig påske – trods alt.

Artiklen sidst ændret: 8. maj 2020 13:47

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018