2. division skal åbne på ryggen af Superligaen


Af Andreas Mayerhofer

Det er endnu usikkert, om 2. division kommer i gang i denne sæson.

Fodbolden kan igen trille i Superligaen og 1. division, idet professionel sport er en del af fase 2 i Folketingets genåbning af Danmark.

Det har dog ikke afklaret FC Helsingørs situation i 2. division, for den tredje bedste række er ikke nævnt af hverken statsminister Mette Frederiksen eller Divisionsforeningen i deres respektive pressemeddelelser fredag aften.

2. division er så at sige placeret mellem to stole – de professionelles og amatørernes. Meget få klubber har kontraktspillere på alle pladser som FC Helsingør, og 70 procent af spillerne i 2. division er amatører – men der er tale om en professionel turnering.

– Det er først og fremmest en god dag, fordi vi igen har fået lov at spille topfodbold i Danmark. I første omgang kan vi få Superligaen og 1. division i gang i slutningen af maj. Når vi snakker 2. division, så vil vi forsøge at få den række med på ryggen af de øverste ligaers åbning. Vi vil argumentere for, at der også her er tale om en professionel liga,  siger Peter Ebbesen, som er turneringschef i Divisionsforeningen.

Han ønsker ikke at gætte på, hvad der kommer til at ske med FC Helsingørs række. Det er så godt som sikkert, at der ikke vil kunne spilles alle resterende 16 runder, men der er blandt andet planer for en forkortet udgave af turneringen, hvor der “kun” skal spilles 11 kampe.

– Vi ved ikke endnu, hvordan det hele skal rulles ud, men vi håber fortsat meget på, at vi kan komme i gang og få afsluttet 2. division-sæsonen på banen. Det har hele tiden været planen, og vi har slet, slet ikke givet op på det håb endnu, siger Peter Ebbesen.

Klubberne i 2. division skal mødes til rækkemøde på mandag, og her skal situationen drøftes igennem. Der skal formentlig tales om corona-testning af spillerne. Her har Divisionsforeningen sammen med sundhedsfagligt personale lavet protokoller for, hvordan fodboldspillere i de øverste rækker skal testes i løbet af resten af sæsonen. Et stort logistisk arbejde, der også koster mange penge. I særdeleshed mange penge for klubberne i 2. division, hvis de også skal ind i programmet, der ifølge Helsingør Dagblads oplysninger løber op i cirka fire millioner kroner for de 24 hold i de to puljer.

Indtil videre er der ikke meldt ud fra myndighederne, hvorvidt det er et krav, at fodboldspillerne testes. Derfor er det heller ikke til at sige, om det bliver et krav for 2. division.

– Vi tager testdrøftelsen med klubberne på rækkemødet mandag, siger Peter Ebbesen.

Divisionsforeningen har tidligere meldt ud, at det er muligt for 2. division at være med i testprogrammet, men foruden økonomien kan det vise sig umuligt at få logistikken til at gå op.

FC Helsingør fører 2. division med seks point ned til Aarhus Fremad, der topper vestrækken. Efter planen skal de to puljer smelte sammen i slutspil, hvor sæsonens enlige oprykker findes.

 

 

Artiklen sidst ændret: 7. maj 2020 21:52

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018