Nye corona-udbrud på plejehjem: Mange er smittet


Af Jesper Munch Nielsen

Tre plejehjem og et genoptræningscenter er nu ramt af covid 19.

HELSINGØR: I disse dage kæmper størstedelen af kommunens plejehjem forgæves for at holde coronavirus-smitten uden for dørene. Lige nu er der covid 19-smittede beboere og medarbejdere på plejehjemmene Falkenberg, på plejehjemmet Montebello og på genoptræningscentret HRT. På plejehjemmet Kristinehøj er der konstateret smitte hos personalet, mens beboernes tilstand venter på testsvar.

Netop HRT, Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter på Poppelvej i Snekkersten, er hårdest ramt. Her er næsten halvdelen af beboerne, 18 ud af 40, smittet.

Samtidig er hver sjette medarbejder på HRT smittet med covid 19 – det er 23 ud af 135 medarbejdere med forskellige funktioner på HRT.

Flere Helsingør-smittede

Samtidig med den langsomme genåbning af Danmark oplever Helsingør Kommunes Center for Sundhed og Omsorg, at det smittetryk, der ellers falder i samfundet, stiger inden for plejehjemmenes mure.

I to uger har der været smittede beboere og medarbejdere på HRT – i en uge har der været smittede på Helsingør-plejehjemmet Montebello.

Inden for de seneste dage er der desuden konstateret covid 19-smitte på plejehjemmene Falkenberg i Ålsgårde og Kristinehøj i Helsingør. Situationen er bekymrende, mener ledende politiker.

– Selvfølgelig er det bekymrende, og det skal give anledning til stor forsigtighed. Mange mennesker har stor glæde af, at man genåbner dele af samfundet, men et sted som plejehjem bliver presset af det. Beboerne er jo sårbare, og når man slækker lidt på tøjlerne, så medfører det uvægerligt et forøget smittepres, blandt andet ved at de ansatte har flere kontakter med andre, også udefra på selve arbejdspladsen, siger Johannes Hecht-Nielsen.

Gør I det godt nok?

Venstre-politiker Hecht-Nielsen er formand for Helsingør Byråds Omsorgs- og Sundhedsudvalg og forklarer, at situationen på HRT vækker størst bekymring.

Smitten på HRT, som modtager patienter direkte fra hospitalet, giver også særlig grund til eftertanke, mener han.

– Internt i kommunen leder vi efter, om vi har haft en systemisk fejl i forhold til HRT, hvor der jo er et konstant flow af patienter. Vi tror, at smitten på HRT er kommet ind med en hospitalsindlagt, som ikke er blevet testet, men vi ved det ikke, siger Johannes Hecht-Nielsen.

Gør I det godt nok, og har I gjort det godt nok, spørger Helsingør Dagblad.

– Jamen, vi har fulgt de retningslinjer, der var. Vi bad om at få lov til at teste tidligt, men fik ikke lov af sundhedsmyndighederne. I dag ved vi jo, at der blev puttet med de rigtige problemer, nemlig at der ikke var tests og værnemidler nok. Det skulle de bare have sagt til os alle. Sagen er, at vi kunne have gjort meget mere, hvis vi måtte. Og at vi gerne ville have gjort mere, men vi måtte ikke, siger Johannes Hecht-Nielsen.

Tre borgere er død

Indtil videre er tre borgere fra kommunale plejecentre døde med covid 19 – to beboere fra HRT og en beboer fra plejehjemmet Grønnehaven.

Det står ikke klart, hvordan smitten er kommet inden for dørene på de mange ramte plejehjem i Helsingør. Det svar kommer sandsynligvis aldrig. Det kan være personale, pårørende, beboere eller andre patienter, der intetanende har taget smitten med sig. Sikkert er det dog, at antallet af smittede er steget markant i de seneste dage.

Halvdelen på HRT

Som nævnt er 18 ud af 40 beboere på HRT smittet sammen med 23 ud af 135 medarbejdere.

På Falkenberg er tre medarbejdere ud af 133 konstateret smittede. En ud af de 74 beboere er ramt af covid 19. Desuden afventer Falkenberg testsvar på 49 medarbejdere og svar af test på 15 borgere, som bruger et demens-dagcenter på Ålsgårde-plejecenter.

På Montebello-plejehjemmet er en beboer ud af 60 smittet. I personalegruppen er en ud af 89 medarbejdere smittet.

En medarbejder på Kristinehøj ud af 81 testede er konstateret covid 19-smittet. Samme sted er der 60 beboere, som venter på test-svar for at vide, om de er smittet med corona. Det samme gør en del medarbejdere.

Medarbejdere og beboere på plejecentret Birkebo og plejehjemmet Grønnehaven i Helsingør, plejehjemmet Strandhøj i Espergærde og plejehjemmet Bøgehøjgård i Hornbæk er for tiden ikke ramt af smitten.

Artiklen sidst ændret: 13. maj 2020 06:36

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018