Direktør om Covid 19-udbrud: “Alt er blevet gennemgået med en tættekam”


Af Lars Lindevall

- Vi har gået alle medarbejdernes rutiner grundigt igennem med fornyede hygiejnekurser, og vi har også kigget på, hvor der er fælles kontaktpunkter, for eksempel stikkontakter eller steder, hvor man taster en kode, så der er håndsprit de steder, siger direktør Stella Hansen.

– Man kunne godt have ønsket sig, at vi var kommet tidligere i gang med brug af værnemidler og test, men vi har hele tiden fulgt de gældende retningslinjer, siger Stella Hansen, der er direktør i Helsingør Kommune med ansvar for sundhedsområdet.

HELSINGØR: Den frygtede coronasmitte er trængt ind på flere plejehjem- og centre i Helsingør.

Værst ser det ud på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter (HRT), hvor 35 ud 135 medarbejdere har været smittet med Covid 19. Den seneste status fra kommunen viser, at syv coronasmittede borgere i øjeblikket er indlagt på HRT, men tallet har tidligere været oppe på 18. Derudover har der været konstateret smittetilfælde på Falkenberg, Montebello og Kristinehøj, og onsdag kom det frem, at der også på plejehjemmet Birkebo er en medarbejder og en borger, som er blevet testet positiv.

I alt er fire borgere fra kommunale plejecentre døde med Covid 19.

Stella Hansen, der er direktør i Helsingør Kommune med ansvar for sundhedsområdet, siger til Helsingør Dagblad, at “der ikke skal herske tvivl om, at det er en alvorlig situation – særligt på HRT.”

– Derfor har vi gennemgået alt med en tættekam i forhold til det billede, vi kunne se med smittede borgere og medarbejdere. Åbningen af samfundet påvirker også det her, og derfor er vi glade for, at vi nu kan teste så omfattende, som vi kan, siger Stella Hansen.

Hjælp udefra

Hun oplyser, at kommunen har haft udefrakommende sundhedspersonale fra Hillerød og Frederikssund til at gennemgå rutinerne og kigge på, hvordan der bliver arbejdet på Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter:

– Man har lyst til at være detektiv, men det er svært at pege på én ting og sige, at hvis vi bare havde gjort sådan, så ville alt være anderledes. Derfor sætter vi ind hele vejen rundt, siger Stella Hansen og uddyber:

– Vi har gået alle medarbejdernes rutiner grundigt igennem med fornyede hygiejnekurser, og vi har også kigget på, hvor der er fælles kontaktpunkter, for eksempel stikkontakter eller steder, hvor man taster en kode, så der er håndsprit de steder, siger Stella Hansen.

Derudover er det rutinen, at alle – både borgere og medarbejdere – bliver testet, når der konstateres et smittetilfælde. Og testningen vil foregå hver syvende dag, indtil der ikke er flere tilfælde.

Skiftende retningslinjer

Stella Hansen understreger, at kommunen hele tiden har fulgt de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne har meldt ud. Men retningslinjerne har ændret sig flere gange undervejs.

– Man kunne godt have ønsket sig, at vi var kommet tidligere i gang med brug af værnemidler og test, men vi har hele tiden fulgt de gældende retningslinjer.

– Ledere og medarbejdere har gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at dæmme op for smitten. Men der har været skiftende retningslinjer hele tiden, og vi står jo ikke i kommunen og gør os klogere på det, for vi kender heller ikke den sygdom, tilføjer Stella Hansen.

I og med, at der gik et stykke tid, før test og værnemidler, herunder mundbind og visirer, blev taget i brug på plejehjem, kan smitten have floreret længe på HRT, inden den blev opdaget, forklarer hun.

– Medarbejdere og borgere uden symptomer kan have smittet hinanden gennem længere tid, uden at nogen har været opmærksom på det. Det er det, der gør det ekstra vanskeligt, siger Stella Hansen.

Hun forklarer, at kommunen i fremtiden vil drive HRT på en anderledes måde end før Covid 19.

– Det kan ikke være et så åbent sted, hvor folk kan blande sig meget med hinanden indbyrdes. Og så er det klart, at der hele tiden er et fokus på hygiejne, siger direktøren.

Artiklen sidst ændret: 22. maj 2020 10:57

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018