Bagom Bolden: Så er der serveret FC Helsingør


Af Andreas Mayerhofer

Morten Eskesen kan formentlig snart råbe efter sine spillere igen. Foto: Claus Birch

FC Helsingør kunne ikke ønske en bedre løsning på problemerne med at få 2. division i gang efter corona-krisen end den, som Divisionsforeningen fremlagde mandag eftermiddag.

FC Helsingør får alle point og målscoren med fra det nu afsluttede grundspil til et afkortet slutspil. Forspringet er bevaret, og det antal kampe, forfølgerne havde til at indhente FCH, er gået fra 16 til 6. Det er i sandhed en matchbold, som er lagt til rette for dobbeltnedrykkerne. Går det som præsten prædiker, og 2. division genoptages 17. juni, er det mere end vanskeligt at se, hvordan Morten Eskesen og hans tropper skal fejle oprykningen. Kvaliteten på spillerne, bredden i truppen, formiddagstræning og så videre taler kun for, at de buldrer videre, når de slippes løs på grønsværen. Selvfølgelig kan det kikse i enkelte kampe, men de tre gange, det er sket i løbet af de første 17 runder, er bøtten blevet vendt til næste runde, hvor der igen er kommet tre point på kontoen.

Nu genstartes turneringen med seks runder og et forspring på seks point og en markant bedre målscore, og selvom de seneste to måneder har budt på daglige spiller-besøg på McDonald’s med dertilhørende pommes frites og milkshake, er det svært at forestille sig, at niveauet er dalet så meget i hjemmeperioden, at den oprykning ikke bare trilles stille og roligt over mållinjen.

Det skind kan godt sættes til salg, selvom bjørnejagten først går ind om en måned.

Nuvel, der skal selvfølgelig gøres et stykke arbejde, før champagne-propperne kan springe. Det vil helt givet være ganske motiverede modstandere, FC Helsingør skal møde i og fra det jyske, men ønsket om et efterår i 1. division må være så meget stærkere, og derfor bør FCH også være foran på mentale point i samtlige opgør måske bortset fra opgøret mod Aarhus Fremad. Og årh, hvor bliver det sjovt med det direkte møde mellem de to tophold.

Aarhus fremad er for længst gået i gang med træningen, for de er amatører. FC Helsingørs stab og trup sidder stadig hjemme på lønkompensation, men nu må det også være et spørgsmål om kort tid, før ledelsen kalder dem ind igen, for det er selvsagt nødvendigt, at spillerne står fysisk skarpt midt i juni. Boldfølingen og de interne relationer trænger formentlig også til en overhaling af Morten Eskesen og assistenten Mikkel Thygesen.

Det har ikke været tilladt for spillerne at tale med pressen, mens de har været på lønkompensation, men det bedste bud må være, at de som regel meget pligtopfyldende FCH-spillere har holdt konditallet i top og fedtprocenten i bund, og derfor vil de formentlig også hurtigt være klar til kamp.

Det er forståeligt, hvis folk med hang til Aarhus Fremad synes, det er en hård skæbne at få taget 30 point ud af det oprindelige kampprogram, og det er ikke ønskeligt for nogen at en fodboldsæson smadres, som det har været tilfældet i år. Det er nærmest umuligt at tale fair og rigtigt i den sag. FCH har fået en fordel, det siger sig selv. Men det er svært at finde en anden model for afslutningen på 2. division, der havde givet bedre mening, når nu omstændighederne er, som de er.

En juli-turnering med 11 kampe indebar en risiko for, at de nuværende trupper blev splittet op i kontraktfnidder og feriekrav i en masse klubber, en aflysning ville være en særdeles tam affære, og nu har Divisionsforeningen taget en beslutning cirka i midten.

Er det en fordel for FC Helsingør? – helt klart. Er det urimeligt? Ikke når mulighederne finkæmmes, og et kort kig på tallene vil vise, at FC Helsingør har været klart det bedste hold i 2. division i denne sæson – og det tør jeg godt konstatere, selvom helsingoranerne endnu ikke har mødt hold fra vestrækken.

Artiklen sidst ændret: 22. maj 2020 10:56

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018