Det flasker sig for sportsklubberne


Af Andreas Mayerhofer

Anja Ovesen, butikschef i Føtex Snekkersten og Michael Møllgaard Nielsen, formand i Snekkersten IF har lavet en aftale om pantdonation. Privatfoto

Med et tryk på flaskeautomaten kan kunderne i Føtex lade panten tilfalde den lokale sportsklub. I Helsingør er Kronborg Gymnasterne modtagere, mens Snekkersten-butikken sender flaskepenge videre til SIF.

FORENINGER: I øjeblikket er der mulighed for at lade de tomme flasker komme lokalsporten til gode.

Hos supermarkedskæden Føtex kører en kampagne, der skal støtte idrætsforeninger tæt placeret på butikkerne. Det er kunderne, som kan vælge at sende flaskepanten videre, og de to Føtex-butikker i Helsingør kommune har lavet aftaler med henholdsvis Kronborg Gymnasterne og Snekkersten IF.

– Det er et tiltag vi har taget for at støtte den lokale sundhed, og for os er Kronborg Gymnasterne et godt bud, for her tilbydes der gymnastik til selv de mindste børn. Der gøres et stort arbejde for at holde borgere i gang med motion og socialt fællesskab, og det vil vi gerne bakke op om, siger Samuel Rützou, der er varehuschef i Føtex i Helsingør Bycenter.

Foruden pantpengene donerer butikkerne også et beløb til den klub, der støttes.

Der er ikke tale om en guldrandet forretning for foreningerne, men mange bække små …

– Selvfølgelig er det ikke millioner, vi snakker, men vi oplever mange små donationer. Når folk har to-tre flasker, så ender pengene ofte hos Kronborg Gymnasterne, siger Samuel Rützou.

Det er den lokale fodboldklub, der henter pantgevinsten fra Føtex Food i Snekkersten.

Det glæder naturligvis SIF Fodbolds formand, Michael Møllgaard, der erklærer, at pengene lander på et tørt sted.

– I de her corona-tider kan selv små donationer være meget kærkomne for en forening som vores, hvor indtægterne er små i øjeblikket. Vi ved ikke, hvor meget vores aftale med Føtex ender med at give, men vi har en idé om, at pengene skal ned i Fodboldens Ungdomsfond, der er klubbens egen pulje, hvor vi kan hjælpe dem, der ikke har så meget at gøre med til for eksempel kontingent og fodboldture, siger formanden.

Benzinselskabet OK har en lignende ordning med selskabets loyalitetskort, hvor kunderne selv kan vælge en forening i lokalområdet, der skal have støttekroner ved optankning af bilen. Onsdag meddelte OK, at støtten til lokalsporten øges med 30 procent det kommende år.

I Helsingør-området får Helsingør Petanque Klub, Helsingør Svømmeklub, Støtteforeningen Helsingør Pigegardes Venner, FC Helsingør og Hornbæk IF glæde af det tiltag.

– Vi ved, at denne tid er speciel vanskelig for alle klubber og foreninger, hvor mange har været tvunget til at sætte deres aktiviteter på pause. Derfor øger vi nu støtten til vores loyale og trofaste sponsormodtagere med 30 procent, så både voksne, børn og unge fortsat vil have mulighed for at dyrke idræt og foreningslivet, der hvor de bor, udtaler Anders Knudsen, som er salgsdirektør i OK.

Begge virksomheders kampagner er landsdækkende.

Artiklen sidst ændret: 22. maj 2020 10:55

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018