Nyt magasin vil være talerør for ung kunst


Af Helsingør Dagblad

Mira Bella Brandt-Sørensen drømmer om, at NEON kan blive en platform for kreative unge og blive et mødested, hvor de kan inspirere hinanden. Foto: JA-Kontoret

Kunstmagasinet NEON er lavet af unge og for unge. Initiativtagerne vil give en stemme til kreative unge fra hele landet.

HELSINGØR: Syv unge fra Helsingør-området har udgivet et nyt kunstmagasin, der skal være talerør for unge kunstnere fra hele Danmark og give dem et medie, hvor de kan dele deres kunst.

De syv skabere, der er mellem 17 og 19 år, har selv produceret magasinet NEON, der i dag udgives i en trykt og en digital udgave – præcis to måneder efter, at 18-årige Mira Bella Brandt-Sørensen tog initiativ til projektet.

– Jeg syntes, der var brug for en platform, hvor unge kunstnere og musikere kunne dele deres kunst med andre og inspirere til et større fokus på ung kunst, siger Mira Bella Brandt-Sørensen.

Hun tog fat i sit netværk og fik samlet en redaktionsgruppe, der besluttede, at den første udgave skulle rumme et såkaldt Open Call, hvor unge kunstnere blev inviteret til at indsende deres værker. Det blev til ikke færre end 119 indsendte fotos, malerier, tegninger, musiknumre og digte fra hele Danmark, og i sidste ende er 18 kunstnere blevet udvalgt til at være repræsenteret i NEON-premieren.

Artikler og guides

– Det har været en spændende og udfordrende proces, hvor vi unge i meget høj grad har været i kontrol over, hvilken drejning magasinet skulle tage – både indholdsmæssigt og visuelt, fortæller Nora Blume Gram fra redaktionsgruppen.

Ud over præsentationen af Open Call-værkerne har initiativtagerne selv skrevet en lang række artikler, guides og anmeldelser til magasinet, og det er også de unge selv, der har stået for layoutet.

– Jeg tænkte, at det ville være fedt at få skabt et helt nyt produkt sammen med andre kreative unge mennesker, og jeg synes, det har været sindssygt fedt at arbejde med magasinet, siger Hannah Rebecca Teplin, der også har været med i projektet.

Også et mødested

NEON er ikke kun tænkt som et kunstmagasin, men i lige så høj grad som et mødested, hvor unge kan dele inspiration og skabe opmærksomhed omkring kunst lavet af unge.

– Idéen er også, at NEON skal kunne fungere som samlingssted for unge kreative sjæle og inspirere unge kunstnere, men også unge mennesker for kunstmiljøet. Det er det, vi håber på at skabe, siger Mira Bella Brandt-Sørensen.

Ud over Mira Bella Brandt-Sørensen, Nora Blume Gram og Hannah Rebecca Teplin består redaktionsgruppen af Anahita Sarafraz, Anna Hansen, Clara Thorngreen og Rakel Paredes Bailey.

Rift om første udgave

De unge har fået hjælp af JA-Kontoret – Helsingørs eget projektværksted for unge – til at udvikle magasin-projektet

JA-Kontoret har støttet trykningen af de 250 eksemplarer, som der allerede er rift om.

NEON kan heldigvis også ses i en digital udgave på www.issuu.com/jakontoret.

red-

Artiklen sidst ændret: 22. maj 2020 11:28

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018