13. MARTS: Fem nye romaner fra Kjædegaard


Af Nanna Rasmussen

Lars Kjædegaard udsender nu fem nye krimier på forlaget Gyldendal - samtidigt vel at mærke! Alle med den kvindelige hovedperson - seniorefterforskeren Agnes Hillstrøm i front. Siden sin romandebut i 1981 har han skrevet 31 romaner, de fleste krimier. Han modtog i 2017 Det Danske Kriminalakademis Harald Mogensen-pris for årets bedste danske krimi. Og så har Lars Kjædegaard været domsmand ved Retten i Helsingør siden 1978.

Spritnye krimier med kvindelig hovedperson på vej

Helsingør-forfatteren Lars Kjædegaard har taget en pause fra sin populære krimiserie om Hvid & Belling. Men han har ikke ligget på den lade side af den grund. Den 13. marts udkommer på Gyldendal hele fem spritnye krimier med en kvindelig hovedperson – Agnes Hillstrøm.

 

Lars Kjædegaard: Liget i Lyngen
Liget i lyngen: „Seniorefterforsker Agnes Hillstrøm og hendes assistent Otto Vang kaldes til landsbyen Bejdrup i Midtjylland, hvor en dreng er fundet dræbt på heden. Drengen identificeres som søn af ejeren af Lyneborg Gods, Alf Skjødt-Holm. Da Agnes og Otto skal underrette forældrene, finder de dem døde – tilsyneladende har godsejeren skudt sin kone og derefter sig selv.“ Sådan lyder oplægget til historien.

 

Hvid og Belling sat på pause for nu

Det er bestemt ikke hver dag at en krimiforfatter får fem nye krimier udsendt samtidigt.  “Jeg fik lyst til at lave nogle andre figurer, som taler og handler lidt anderledes end Hvid & Belling. Min nye hovedperson Agnes Hillstrøm er en garvet seniorefterforsker på 60 år, og hun opklarer drab sammen med sin yngre assistent, Otto Vang. Seriens fem romaner er lidt kortere end Hvid & Belling-bøgerne, og da jeg først var i gang, tog den ene den anden”, forklarer Lars Kjædegaard.

Kjædegaard oplyser, at serien med Hvid & Belling vender tilbage på et senere tidspunkt. Jeg er så småt i gang, afslører han. Men foreløbig håber jeg, at mine læsere vil tage godt imod historierne med Agnes Hillstrøm og hendes unge makker.

 

Lars Kjædegaard: De menneskelige rester

 

De fem nye krimi-romaner hedder ‘Liget i lyngen’, ‘En digters død’, ‘Farvel Søster’, ‘Den lukkede kiste’ og ‘De menneskelige rester’ og de er alle at finde i boghandlerne, og hvor man ellers køber sine bøger.

Artiklen sidst ændret: 10. marts 2020 22:24

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018