236 millioner til renovering af boligbyggerier


Af Nanna Rasmussen

Fem almene boligbyggerier i Helsingør, Espergærde og Ålsgårde kan se frem til at modtage millioner fra Landsbyggefonden til grønne renoveringer.

Regeringen foreslår, at der afsættes 30 mia. kr. til en række grønne renoveringer i den almene boligsektor, der er en grundsten i det danske samfund. Omkring 1 mio. danskere bor i en almen bolig, og lejerne kan nu se frem til, at der bliver sat gang i en række tiltrængte renoveringer.

“Jeg er glad for, at det bliver muligt at forbedre nogle af de almene boliger i Helsingør, Espergærde og Ålsgårde. Man kan håbe, at der også er lokale håndværkere, der får fordel af det. Der er tale om et beløb på i alt 236 millioner kroner fordelt på 526 boliger”, fortæller boligordfører for Socialdemokratiet Henrik Møller.

 

Største boligaftale

“Det er den største samlede boligaftale nogensinde, som regeringen her lægger op til. På kort sigt vil 72.000 boliger på venelisten blive renoveret. Samtidig udgør initiativet et væsentligt bidrag til at holde hånden under beskæftigelsen i den svære situation, dansk økonomi står i som følge af coronakrisen”, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

Der åbnes for investeringer for 30 mia. kr. Rundt om i hele landet bliver der nu mulighed for at udskifte vinduer, isolere bedre eller udskifte oliefyret.

 

De fem boligbyggerier

De fem almene boligbyggerier i Helsingør kommune, der vil få glæde af renoveringsarbejdet er Hovparken i Espergærde, som hører under Nordkystens Boligselskab, Gefionsparken i Helsingør og Vingen i Ålsgårde, som begge er en del af Boliggården samt Lejerbo’s afdelinger på Frejasvej og Belvederevej.

Transport- og Boligministeriet oplyser, at der er fremrykket et beløb på i alt 18 milliarder af puljen til at igangsætte renoveringer allerede i år og næste år. Perioden for de kommende energirenoveringer strækker sig frem til 2026. Regeringen vil nu indkalde Folketingets partier til forhandlinger, oplyser ministeriet.

 

Fakta

  • Der er omkring 540.000 almene boliger, og ca. 1 mio. danskere bor i en almen bolig.
  • Der er 453 godkendte projekter på ventelisten, som vedrører 72.000 boliger.
  • Omkring 2/3 af ventelistens projekter vedrører klimaskærmen (facader, tage og vinduer) og vil dermed reducere varmeforbruget.
  • Skønsmæssigt vedrører 1/3 af de renoveringsinvesteringer, som Landsbyggefonden støtter i dag, energibesparende foranstaltninger
  • Beskæftigelse: I 2020 skønnes forslaget at give 3.300 fuldtidsbeskæftigede og 7.800 i 2021

Artiklen sidst ændret: 6. maj 2020 12:52

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018