Hvad betyder ordet… i virkeligheden?


Af Nanna Rasmussen

Lars Kjædegaard.

Forfatter og ugens klummeskriver Lars Kjædegaard er snublet over et ord..

Spørger man ordbogen, betyder dette ord: “Kunstig, tilsyneladende eksisterende; noget, som ligner noget virkeligt, men som er skabt ved hjælp af computerteknik.”

Spørger man mig, eller muligvis dig, og i hvert fald titusindvis af andre borgere, betyder ordet noget andet, måske noget i retning af “den måde, vi er nødt til at arbejde på for tiden.” Da min generation voksede op, talte vi med begejstring om alle de teknologiske nyskabelser, som fremtiden ville bringe. Flyvende biler, robotplæneklippere og billedtelefon.

De flyvende biler lader vente på sig, men både den omkringrullende plæneklipper og billedtelefonen har for længst gjort deres indtog. Robotplæneklipperen, som er en slags udendørs fætter til robotstøvsugeren, skabte egentlig ikke nogen sensation – i hvert fald ikke noget, der stod mål med vores barnlige fremtidsfantasier.

 

Mod en gennemteknologiseret fremtid

I 60’erne så vi børn en gennemteknologiseret fremtid for os. Vi vidste ikke helt, hvornår denne fremtid ville begynde, men den stod for os som noget, der ville ankomme som ved et trylleslag. Den fagre ny verden ville opstå på én gang. Over hele linjen.

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Den smarte teknologi kom drypvis, og derfor var reaktionen ikke overvældende.

Første gang, jeg talte med nogen over Skype, var i tilbageblik en skuffelse. Jo, man kunne se personen i den anden ende. Men det var så også dét. Big deal. Af en eller anden grund var der ikke meget familien Jetson over det.

 

Hvad betyder ordet... i virkeligheden?

 

Det var mere et spørgsmål om at trykke på de rigtige knapper, så modtageren også kunne se én selv – og så ellers at prøve at huske, hvad det var, man ville tale om.
Man burde jo have talt om, hvor fantastisk det var. Fremtiden var ankommet. Billedtelefonen var en realitet. Vi kommunikerede virtuelt, og jeg kunne se min ven i England, hans velkendte arbejdsværelse bag ham og sågar hans lille hund, Ruby. Det fungerede fint, og jeg undrede mig lidt over, at det føltes så selvfølgeligt og ufestligt.

 

Ordets betydning

Jeg vender tilbage til ordbogen: “Kunstig, tilsyneladende eksisterende; noget, som ligner noget virkeligt, men som er skabt ved hjælp af computerteknik.” Her finder vi en del af forklaringen på den underlige selvfølgelighed og udeblevne tekno-fryd. “Noget, som ligner noget virkeligt.”

Definitionen af ordet “virtuel” er ikke positiv. Den er nøgtern. Måske endda hældende til det let negative. “Kunstig” er ikke et specielt positivt ord at hæfte på menneskelig kommunikation.
Og vi siger jo heller ikke, – Nå jo, jeg havde en kunstig, tilsyneladende eksisterende sludder med Allan på Skype.

Vi vil gerne tro, at den virtuelle samtale med Allan var lige så vigtig og betydningsfuld, som hvis vi havde siddet i samme lokale. Og det er kun ordbogsdefinitionen, som fortæller os noget andet.
Men hvis samtalen med Allan nu rent faktisk kun tilsyneladende eksisterede, hvordan kan man så stole på, at det, vi aftalte, er virkeligt?

 

Hvad betyder ordet... i virkeligheden?

 

Det er det, der hedder et godt, dårligt spørgsmål. Selvfølgelig var det Allans let misfarvede ansigt, man så på, og selvfølgelig holder aftalen, vi lavede om at mødes på Kronborgpynten og fiske.
Og det betyder – så vidt, jeg kan se – at ordbogen for en gangs skyld tager fejl. Indholdet af virtuel kommunikation er ikke “kunstig”. Det er kommunikationsmetoden derimod. Billedet og lyden af Allan er kunstigt frembragt, men fiskeaftalen er skam ægte nok.

Det samme kan man sige om samtalen i en ganske almindelig fastnettelefon. Den er også kunstig. Forskellen er, at man ikke kan se Allans rødmossede ansigt, og at Allan ikke kan se ens egne gule tænder.

Og her finder vi muligvis forklaringen på, at billedtelefonen ikke blev modtaget med den jubel, drenge i 1965 havde forventet. Vi havde muligvis regnet med at kunne kommunikere med Brigitte Bardot i bar figur. Og derfor er det selvfølgelig en slem skuffelse, at det bare er rødmossede Allan, og at samtalen drejer sig om hornfisk.

 

Et virtuelt møde

Denne klumme handler ikke om coronakrisen – det er der rigeligt, der handler om. Men alligevel. Forleden deltog jeg i et Facetime-møde med to mænd, som jeg arbejder sammen med. Vi havde vigtige ting at diskutere. Det var mit første rigtige virtuelle møde med flere personer. Og hvad skete?

Det første var, at billedforbindelsen røg. Vi kunne godt høre hinanden, men vores tre hoveder var erstattet af ikoner, som pulsede, når den pågældende talte. Nå.

 

 

Det vedtog vi at være ligeglade med. Og det gik selvfølgelig fint, hvis man holdt øje med, hvis ikon, der lyste. Der var ingen forvirring, og da slet ikke nogen skuffelse over, at vi ikke kunne se hinandens fjæs. Måske endda en svag lettelse over, at vi kun kunne lytte.

Det var med andre ord et helt almindeligt telefonmøde af den slags, som det har været muligt at gennemføre i årtier. Hurra for billedtelefonen. Jeg ved godt, at der sidder mange rundt omkring, som drevet af omstændighederne har oparbejdet en langt større ekspertise i virtuel kommunikation, og som har hårdt brug for at kunne fremvise ting på skærmen. Det er fremragende, når nu det ikke kan være anderledes.

Så coronakrisen – som ikke er emnet her – har på en måde tvunget fremtiden ind i vores liv. Den har måske også fremkaldt et ønske hos nogle om, at fremtiden på et tidspunkt vil tage en slapper, så vi ikke behøver at overbevise os selv om, at det kunstige og tilsyneladende virkelige vitterligt ER det virkelige.

Ordbogen tager aldrig fejl. Teknologien er – som alkohol – en god tjener, men en dårlig herre. Eller med andre ord: Jeg savner Allan. Den rigtige Allan, som står ved siden af på Pynten med sin u-virtuelle, helt konkrete og totalt virkelige fiskestang.

– Lars Kjædegaard

Artiklen sidst ændret: 12. maj 2020 10:54

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018