Hvad er Valentines Day?


Af Dorthe Carlsen

Valentines Day er langt fra et nyt fænomen om end dagen, som den udspiller sin i 2020, er langt fra sine rødder.

Det er en lang historie, for vi skal tilbage til romerne. Den 14. februar festede romerne for guden Juno. Hun var dronning over de romerske guder og repræsenterede kvinder og ægteskab.

Den 14. februar var også den officielle start på foråret. Foråret startede med Lupercaliafestivalen, som var en frugtbarhedsfejring af Faunus, den romerske gud for landbrug, samt Romulus og Remus.

Det var en ret blodig fejring. De romerske præster stillede sig op foran en hellig hule, hvor Romulus og Remus som spædbørn skulle have været blevet ammet af en ulvinde. Her ofrede de en hund og en ged. Hunden for renselse. Geden, som repræsenterede frugtbarhed, blev parteret. Skindet blev skåret i strimler, som blev vædet med offerblodet, og så svingede mændene de blodige strimler over deres marker og deres kvinder.

Kvinderne tog gerne mod gedeskindsstrimlerne og klaskene. Det ville gøre dem mere frugtbare det kommende år.

Romernes form for Tinder

Andre historier fortæller om et kærlighedslotteri. Byens kvinder lagde deres navne i en stor urne, og byens ungkarle fik lov til at trække et af dem. Historien fortæller, at man ved denne årlige parring af kvinder og mænd fik ført kvinder og mænd sammen, som ellers ikke ville have mødt hinanden. Det førte til, at parrene forelskede sig og giftede sig.

De kristne var ikke meget for de mærkelige romerske traditioner, så de gjorde, hvad de kunne for at skabe et anderledes indhold – et kristent indhold.

Skt. Valentins Dag er et eksempel. En fortælling er, at paven Gelasius i år 498 besluttede, at det 14. februar skulle være Skt. Valentins Dag. På den måde skabte man et alternativ til det romerske elskovslotteri. I stedet skulle dagen stå i præstens og martyren Skt. Valentins navn.

Hvem var så Skt. Valentin?

Kejser Claudius den Onde mente i det tredje århundrede, at gifte mænd var dårlige krigere. Derfor nedlagde han forbud mod, at soldater måtte gifte sig. Men så kom Valentin!

Valentin var præst. Han blæste på Claudius den Ondes forbud og giftede unge elskende i hemmelighed. Hans ”ugerning” blev opdaget, og Valentin blev selvfølgelig fængslet og dræbt.

En historie er, at præsten Valentin selv sendte det første Valentinsbrev. Det var til fængselsbetjentens datter. Hun besøgte ham i fængslet. Han skal have skrevet det: Fra din Valentin.

Men der er kommet flere helgener ved navn Valentin. Alle bliver associeret med denne Valentines Day. Navnet Valentin er meget populært i middelalderen. Man ved, at mindst 50 kristne martyrer hed Valentin.

En romantisk feriedag

I middelalderen var det en almindelig opfattelse, at startskuddet for fuglenes parringssang gik 14. februar. Altså den dag hvor enhver han begynder at lede efter sin mage.

Dette skal have været det, der gjorde udslaget. Da renæssancen kom, var Skt. Valentins dag godt etableret som en romantisk feriedag.

Vi ved jo også, at Shakespeare lader Ophelia i Hamlet synge, at hun vil be your Valentine.

Den første Valentinshilsen, vi kender til, siges at være på British Museum, og blev skrevet i 1415. Det er Charles, hertug af Orleans, der skriver til sin kone, mens han sidder fanget i Tower of London efter at være blevet taget til fange i slaget ved Agincourt. Om det er en enlig svale eller om man generelt skriver Valentineshilsner ved vi ikke, men vi ved, at breve eller kort hurtigt bliver en del af skikken, og kendes ikke mindst fra 1600-årene. 1700-årenes Valentine-breve var håndlavede, og indeholdt romantiske småtegninger af hjerter, blomster, fugle o.lign.


I den victorianske periode fik Valentine-breve en form for storhedstid. I løbet af 1800-tallet skete der også en form for kommercialisering af skikken, idet man begyndte at kunne købe kort og særligt papir til formålet, for eksempel udsmykket med kniplingskant, forgyldninger – eller endda med duft. Versene kunne nu også være fortrykte på papiret, så brevet var klart til at sende.at forelskede sendte hinanden valentinskort i 1800-tallet. Først i 1840`erne kom de første kommercielle kort. I Europa.

Genial forretningside

Valentin-kort kom først til USA i 1847. Esther Howland, en amerikansk dame, fik sit første valentinskort fra England i 1847. Hun fik en god ide. Hun startede sin egen produktion af valentinskort og omsatte for ca. 100.000 US dollar om året i 1850.

Derefter voksede Valentins popularitet stille og roligt. I 1930’erne havde dagen kæmpet sig op på en andenplads, når det gælder anledninger til at shopping. Det var kun overgået af julen. Men det var selvfølgelig også før både Black Friday og Singles Day.

I disse år sendes omkring en milliard Valentinekort ud hvert år, alene i USA. Over 80 procent af dem sendes af kvinder. Mændene køber blomster, chokoladeæsker og sexet undertøj.

 

Artiklen sidst ændret: 11. februar 2020 11:16

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018