Jeg kan gnave de stærkeste chilier


Af Helsingør Dagblad

Ultrakort præsentation
Navn: Cecilie Marie Schackinger
Alder:48
Uddannelse: Cand theol.
Job: Sognepræst i Egebæksvang Kirke
Stand/familie: Single & mor til 5 på 25, 22, 17, 12 og 6 år.
Bopæl: Espergærde

1. Hvad er din definition af perfekt glæde?
Glæden er momentan, ligesom lykken er det. Så glæde for mig er stunder, hvor følelsen af lykke og taknemmelighed slår ned.

2. Hvad er din største frygt?
At miste livsmodet. Det har jeg oplevet ske, når nogen tæt på mig har voldt mig meget ondt. Men da er det, som om Gud fisker én op igen. Heldigvis.

3. Hvilken levende person beundrer du mest?
Den er sværere. Jeg er imponeret over iværksætteri, fx, men mennesker, der har lidt men dog er positive, beundrer jeg nok mere.

4. Hvad er din største luksus?
Tid. God tid til mine børn, motion, venner, champagne og uventede glæder på en alm. hverdag. Og mere overfladisk: glimmernegle og stilletter.

5. Hvad kan du mindst lide ved dit udseende?
Bekymringsrynken mellem brynene. Den minder mig om det, jeg har lidt. Men alderen gi’r samtidig et overskud og et ’fuck det!’

6. Hvilke ord eller fraser bruger du for meget?
Jeg flyder over af gammeldags ord og vendinger. Arbejdsskade, sikkert. Men samtidig prøver jeg at lære ’de unges’ vokabularium.

7. Hvilken kunstner beundrer du mest?
Min bror, Steffen Schackinger. Og ellers for tiden al R&B, rap. Er også vild med Drake og elsker at overraske – også musik i kirken.

8. Hvor ville du gerne bo, hvis ikke der hvor du bor nu.
I et hus med fuld havudsigt, eller i et varmere land end Dk. Eller i et hus i skoven. Er dog taknemmelig for dét sted, jeg bor nu i præstegården.

9. Hvad/hvem er dit livs største kærlighed?
Mine børn betyder alt. Og så håber jeg, at 2020 bli’r året, hvor jeg møder ham, der bli’r mit livs kærlighed på alle måder.

10. Hvor er det bedste sted at slappe af i Helsingør?
Jeg vil tro på spa-hotel. Eller med en flaske vin i strandkanten. Det gjorde jeg i sommer med en god ven. Skønt!

11. Hvad fortryder du mest?
Ikke at have lyttet til mit hjerte. Jeg er et positivt menneske og derfor vil jeg ikke bruge kostbar tid på at fortryde, men hellere se fremad.

12. Hvad anser du som den dybeste form for elendighed?
Et liv uden tro på Gud. Et liv, hvor man tror, man skal – og kan – frelse sig selv. Et liv uden kant, uden livslyst og -mod.

13. Hvad anser du som din største bedrift?
At være kommet rockerstærk igennem det, jeg har været igennem privat. At klare fuldtidsarbejde og børn – med power og glæde.

14. Hvad er det bedste du har gjort?
At være begyndt på at være tro mod mig selv og mine børn. At turde livet uden sikkerhedsnet.

15. Hvad er det værste?
Det må Gud fortælle mig engang. Men jeg har helt sikkert ting på samvittigheden.

16. Hvad er din største styrke?
Mod og tro – tilsat et gran af crazyness og en hel del kant.

17. Har du et ”hemmeligt” eller skjult talent?
Jeg er god til at danse og elsker det. Jeg kan gnave de stærkeste chilier. Og så har jeg spillet meget violin som barn og ung.

18. Hvad er din største svaghed?
Chokolade. Champagne. Luksus. Alt, der glimter. Haha. Juleaften skal jeg ha’ mine glimmerstilletter med juletræ på i kirken – selvfølgelig.

19. Hvilken ting – kun én – ville du tage med til en øde ø?
Vand.

20. Hvilken egenskab ville du gerne have?
Ville gerne være graciøs i et køkken. Madlavning har ikke min store interesse, madopskrifter: det duer ikke for mig. Jeg er typen, der kan li’ at improvisere.

21. Hvilket karaktertræk bryder du dig mindst om hos andre?
Smålighed. Surhed. Negativitet. Løgne og ondskabsfuldhed. Og så selvfølgelig: manipulationer af enhver art.

22. Hvem er dine helte/heltinder i det virkelige liv?
Mine børn er cool. Korkpropper ligesom mig. Men den helt store ’helt’ er naturligvis Kristus.

23. Hvordan vil du gerne dø?
I fred. Med kærlighed omkring mig. Jeg vil gerne have nået at sige farvel til alle, jeg elsker. Jeg vil gerne jordbegraves og min yndlingssalme er da: 569 (Den Danske Salmebog)

24. Hvis du kunne vælge at komme tilbage som hvad som helst, hvad skulle det så være som?
Ej, dét spørgsmål dér er for reinkarnationsagtigt til jeg vil svare på det. No go!

25. Hvad sætter du mest pris på hos dine venner?
Oprigtighed, nærvær, omsorg, humor.

26. Hvad er dit motto?
Hahaha… Lige for tiden er det jo nok et meget helhjertet: Glædelig jul! Det hedder altså ikke ’god jul’…

Artiklen sidst ændret: 11. marts 2020 19:02

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018