Museet for Søfarts “rigtige venner” støtter i krisen


Af Nanna Rasmussen

Rasmus Hjortshøj

M/S Museet for Søfart i Helsingør har modtaget 400.000 kr. fra venneforeningen, der håber på at det snart bliver muligt at museet kan genåbne med udstillinger, arrangementer og bogudgivelser med mere.

I 1941 stiftede en gruppe engagerede mennesker en venneforening, der havde til formål at hjælpe det gamle Handels- og Søfartsmuseum igennem en svær tid. På grund af tyskernes besættelse af Kronborg, hvor museet da havde til huse, dalede besøgstallet kraftigt, og der var akut brug for hjælp. Nu, næsten 70 år efter sin stiftelse, træder ’vennerne’ igen til med en håndsrækning til M/S Museet for Søfart.

“Bestyrelsen har besluttet at yde en ekstraordinær støtte til museet i den svære tid”, siger formanden, tidligere orlogskaptajn Peder Ellegaard. “Vores mange medlemmer glæder sig til at museet genåbner med nye udstillinger, arrangementer og bogudgivelser, der alle fortæller om Danmark som søfartsnation, og vi er glade for at kunne bidrage til at aktiviteterne kan genoptages”, siger han.

Museumsdirektør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte, er meget taknemmelig for støtten: “Det er helt fantastisk at have venner, der forstår, at vi befinder os i en alvorlig situation og har brug for hjælp. Takket være disse midler kan vi nu begynde at planlægge en stor udstilling, der skal være med til at trække publikum tilbage til museet i 2021 og fortsætte arbejdet med en bogudgivelse om dansk identitet og søfart gennem 200 år, siger hun.

 

Fakta

M/S Museet for Søfarts venner blev stiftet i 1941.

Foreningen har i dag 550 medlemmer og er åben for alle. Et medlemskab koster 425 kr. årigt og giver gratis adgang til museet ligesom medlemmerne hvert år får museets store bogudgivelse.

M/S Museet for Søfart er et landsdækkende specialmuseum for dansk søfart fra middelalderen til i dag. Museet er en statsanerkendt og selvejende institution.

Museet har i 98 år ligget på Kronborg Slot, men åbnede i 2013 i de nye faciliteter.

Artiklen sidst ændret: 4. maj 2020 09:57

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018